Specialiseret juridisk rådgivning på højeste faglige niveau.
Kontakt advokat Monica Kromann på 8618 1102 eller send en e-mail

Spørgsmål:

Skal man flygte eller slå fra sig?

Kære Monica Kromann,

Vi har nogle spørgsmål, som vi håber, at du vil besvare i din brevkasse.

En af vores venner blev for nyligt helt uprovokeret udsat for et voldeligt overfald i forbindelse med en bytur. Det var lidt skræmmende – også for os, der blot overværede det. Episoden fik os til at tænke over og tale om, hvornår og i hvilket omfang man egentlig har ret til at forsvare sig selv? Kan det være rigtigt, at man så vidt muligt skal forsøge at flygte frem for at slå tilbage? 

Tak på forhånd.

Med venlig hilsen

Læserne


Svar:

Kære Læsere,

Tak for jeres henvendelse og gode spørgsmål, som jeg vil besvare i det følgende.

Retten til nødværge – eller retten til selvforsvar - fremgår af Straffelovens § 13. I denne sammenhæng forekommer begrebet selvforsvar dog lidt misvisende, idet nødværge anvendes til at forsvare sig selv, en anden eller en formuegode – sidstnævnte skal givetvis være af en vis værdi, jf. forsvarlighedsbetingelsen nedenfor. Nødværgeretten medfører, at forhold der almindeligvis ville være strafbart, eksempelvis vold, efter omstændighederne alligevel kan være straffri. Bestemmelsen indeholder ingen absolut grænse for så vidt angår rækkevidden og omfanget af nødværgeretten, og der kan således efter omstændighederne også begås drab i nødværge.  Der er imidlertid en række betingelser, der skal være opfyldt førend man kan anvende nødværge over for et angreb, og jeg vil i det følgende gennemgå disse betingelser.

Efter Straffelovens § 13, stk. 1, skal det angreb, som man bliver udsat for være uretmæssigt, eksempelvis et uprovokeret, voldeligt overfald. Det er i denne forbindelse ikke nødvendigvis en hindring for at anvende nødværge, at man forinden har udvist en provokerende adfærd, men dette kan dog indgå i den samlede vurdering. Adgangen til at anvende nødværge i slagsmål, som parterne er lige gode om, er dog stærkt begrænset. Angrebet behøver ikke nødvendigvis at være rettet mod en person. Tyveri, røveri, hærværk og rettighedskrænkelse er således andre eksempler på uretmæssige angreb, der vil kunne mødes med nødværge. Myndigheder kan også handle uretmæssigt, eksempelvis ved at tilbageholde/anholde en person uden hjemmel hertil. Adgangen til at anvende nødværge – og særligt voldeligt nødværge – er dog begrænset over for myndighedernes uretmæssige angreb/handlinger. Man må i disse situationer i stedet anvende relevante regler i forhold til erstatning eller lignende. Derudover skal angrebet være påbegyndt eller overhængende, hvilket sætter grænser for, hvor tidligt henholdsvis hvor sent, der kan iværksættes nødværgehandlinger. Der skal således være en nær tidsmæssig sammenhæng mellem angrebet og nødværgehandlingen, hvorefter der som hovedregel kun kan udøves lovligt nødværge over for et allerede påbegyndt angreb samt over for trusler i det omfang omstændighederne og truslerne giver anledning til at tro, at et angreb er nært forestående. En trussel om fremtidig vold kan derfor ikke i sig selv begrunde nødværge, ligesom der ikke kan anvendes nødværge, når angrebet er afsluttet, men det kan dog være vanskeligt at fastlægge, hvornår et angreb reelt kan betragtes som værende afsluttet.

De betingelser, der i praksis ofte giver anledning til vanskeligheder, er kravet om nødværgehandlingens nødvendighed henholdsvis forsvarlighed. At nødværgehandlingen skal være nødvendig og forsvarlig betyder, at handlingen skal kunne afværge det uretmæssige angreb, men samtidig ikke være mere indgribende en højst nødvendigt. Eksempelvis kan det være nødvendigt at skyde en biltyv for at bringe denne til standsning, men dette vil imidlertid næppe være forsvarligt. Situationen er dog en anden, hvis biltyven anvender bilen som våben mod ejeren, andre personer eller politiet. Hvorvidt en nødværgehandling er forsvarlig afhænger imidlertid af en konkret vurdering. I denne vurdering indgår blandt andet, hvor farligt angrebet er, om det er rettet mod en person eller et formuegode og endelig indgår forhold hos angriberen også i forsvarlighedsvurderingen. En flugtmulighed kan tilsvarende indgå i forsvarlighedsvurderingen. Selvom udgangspunktet er, at man har ret til at forsvare sig selv, en anden eller et formuegode over for uretmæssige angreb, kan denne adgang dog efter omstændighederne være indskrænket. Dette gælder eksempelvis såfremt angriberen er mindreårig eller sindssyg. Samtidig kan retten til nødværge være indskrænket, såfremt alternativet er, at angriberen kvæstes eller dræbes under nødværgehandlingen.

Såfremt betingelserne i Straffelovens § 13, stk. 1 ikke er opfyldt – eksempelvis, hvor nødværgehandlingen ikke har været nødvendig eller forsvarlig, kan man alligevel være straffri, såfremt angrebet har fremkaldt en skræk eller ophidselse hos den angrebne, og denne skræk/ophidselse er årsag til at rækkevidden af lovligt nødværge overskrides.

Jeg håber, at ovenstående har besvaret jeres spørgsmål og ønsker jer et godt nytår.

 

Med venlig hilsen

Monica Kromann

Advokat (H)

mk@advokatkromann.dk

 

Danske Familieadvokater Advokatkodeks Advokatsamfundet Danske ArveretsAdvokater

  Vi bruger cookies for at forbedre brugeroplevelsen, samt til statistiske formål.