Specialiseret juridisk rådgivning på højeste faglige niveau.
Ring og forklar os om din situation
Vi fører sager i hele landet

KROMANNs juridiske brevkasse

Ønsker du svar på et spørgsmål, der må offentliggøres i juridisk brevkasse, eventuelt i anonymiseret form?

Send dit spørgsmål til kontakt@advokatkromann.dk så vil svaret muligvis blive bragt i den efterfølgende uge. 

Du finder svar på alle publicerede og stillede spørgsmål her i brevkassen.

Vær opmærksom på, at svarene i brevkassen ikke kan erstatte juridisk rådgivning. Læs mere om det ved at klikke her.

God fornøjelse med læsningen!

Spørgsmål:

Kan jeg få erstatning efter en ulykke, der har forårsaget varigt mén?

Kære Monica

Jeg har for et par måneder siden været så uheldig, at jeg kom ud for en bilulykke, hvor jeg blev påkørt af en bilist på min cykel. Efter denne ulykke har jeg ikke kunne udføre mit arbejde som designer, da jeg til dels har mistet førligheden i min højre arm, som er den arm jeg primært bruger.  Jeg har ligeledes fået migræne, hvilket også forhindrer mig i at vende tilbage til min gamle hverdag med arbejde og træning. Følgerne af min ulykke har derfor haft en stor indvirkning på mit liv, som det så ud før ulykken.

Mit spørgsmål lyder derfor, hvorvidt jeg kan få en eventuel erstatning for mit eventuelle varige mén og hvorledes denne erstatning skal beregnes, samt hvordan det afgøres hvorvidt mit mén er varigt? 

Jeg håber du vil besvare mine spørgsmål.

Med venlig hilsen

 

Anne-Marie

Svar:

Kære Anne-Marie

Tak for dit spørgsmål til min juridiske

brevkasse, som jeg vil besvare i det

følgende.

I en potentiel erstatningssag, der omhandler varigt mén, kan man få udbetalt godtgørelse for varige mén og gener i forbindelse med en skade, såfremt ens helbredsmæssige tilstand varigt er forringet. Dette omfatter både fysiske såvel som psykiske varige mén. Godtgørelsen kan man få udbetalt af enten skadevolder, sin arbejdsgivers forsikringsselskab eller sin egen ulykkesforsikring.

Der er dog en række betingelser, der skal være opfyldt for, at der kan udbetales godtgørelse for varigt mén:

  1. Hvis skaden er en soloulykke, skal skaden dækkes af din ulykkesforsikring.
  2. Hvis skaden er forekommet under arbejde, skal skaden anerkendes som en arbejdsulykke efter arbejdsskadeloven.
  3. Du skal have mén efter din skade.
  4. Dit mén må ikke kunne blive forbedret af sig selv eller ved behandling – da det ikke længere vil være et varigt mén, hvis forbedring er muligt.
  5. Dit varige mén skal have en méngrad på minimum 5 %.
  6. Hvis skaden skal dækkes af din ulykkesforsikring, fremgår det af dennes betingelser, hvilken ménprocent der skal foreligge for, at få udbetalt godtgørelse.

Hvordan vurderes det så, om et mén er et varigt mén? Dette kan først afgøres når dine gener bliver stationære og dermed hverken forværres eller forbedres. Denne vurdering fastsættes som regel først mindst et år efter skadens indtræden. Man kan derfor ikke få udbetalt godtgørelse for varigt mén straks, man oplever gener som følge af skaden.

Det er ligeledes din méngrad, der afgør hvor stor en godtgørelse du kan få udbetalt for dine gener. Méngraden fastsættes ud fra en lægefaglig vurdering af, hvilke varige helbredsmæssige gener du har fået efter din skade. Méngraden afgøres efter speciallægeerklæringer, og det er derfor vigtigt at blive grundigt undersøgt hos en læge, for at statuere méngraden og ligeledes have dokumentation for skadens gener og følger.

Det er ligeledes vigtigt i en sag om varigt mén at fremhæve hvorvidt følgerne af skaden har haft indvirkning på dit liv efterfølgende, og hvordan dit liv har ændret sig efter skaden.

Fastsættelsen af, hvor meget du kan få udbetalt i godtgørelse afhænger af din méngrad. Arbejdsmarkedets Erhvervssikring har udarbejdet en vejledende méntabel, som anvendes til at vurdere den samlede méngrad, og dermed til fastsættelse af det varige mén.

Når det er din ulykkesforsikring, der skal udbetale godtgørelse, er det ofte forsikringsselskabets lægekonsulent, der fastsætter méngraden. Ved arbejdsskader er det Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, der fastsætter méngraden.

Godtgørelsen bliver beregnet som din fastsatte ménprocent af et standardbeløb. I 2023 lyder dette beløb på kr. 979.000, således at det er dette beløb, man får udbetalt, såfremt man har en méngrad på 100 %. Hvis man derimod har et varigt mén på 5 %, kan man få udbetalt 5 % af 979.000 kr.

Ved egne ulykkesforsikringer beregnes erstatningen for varigt mén ud fra den forsikringssum, der er aftalt med forsikringsselskabet ved forsikringens tegning og som var gældende på skadestidspunktet.

For at få udbetalt godtgørelse for varigt mén, kan du i første omgang gå til dit eget ulykkesforsikringsselskab, såfremt du har sådan et. Du kan også rette dit krav mod den ansvarlige skadevolder – bilisten – eller dennes ansvarsforsikringsselskab. Hvis du var på arbejde på skadestidspunktet, kan du også gå til din arbejdsgiver.

Jeg håber, at ovenstående besvarede dit

spørgsmål. Hvis du ønsker yderligere rådgivning eller hjælp, er du naturligvis velkommen til at kontakte KROMANN advokatfirma.

Du kan læse flere brevkasseindlæg om

erstatningsretlige og familieretlige problemstillinger på min hjemmeside: www.advokatkromann.dk/brevkasse.

 

Med venlig hilsen

 

Monica Kromann

Advokat (H)

mk@advokatkromann.dk

Kontakt
KROMANN advokatfirma

Ring 8618 1102 eller udfyld formularen herunder, hvis du ønsker at blive kontaktet af en af vores advokater

Tak for din henvendelse.

Vi kontakter dig hurtigst muligt.

Der skete desværre en fejl under afsendelse af din besked.

Du er velkommen til at ringe på 8618 1102 eller sende en mail til KROMANN advokatfirma i stedet

Emner:

Danske Familieadvokater Advokatkodeks Advokatsamfundet Danske ArveretsAdvokater