Specialiseret juridisk rådgivning på højeste faglige niveau.
Ring og forklar os om din situation
Vi fører sager i hele landet

KROMANNs juridiske brevkasse

Ønsker du svar på et spørgsmål, der må offentliggøres i juridisk brevkasse, eventuelt i anonymiseret form?

Send dit spørgsmål til kontakt@advokatkromann.dk så vil svaret muligvis blive bragt i den efterfølgende uge. 

Du finder svar på alle publicerede og stillede spørgsmål her i brevkassen.

Vær opmærksom på, at svarene i brevkassen ikke kan erstatte juridisk rådgivning. Læs mere om det ved at klikke her.

God fornøjelse med læsningen!

Spørgsmål:

Har jeg ret til samvær med mit anbragte barn?

Kære Monica Kromann,

Min søn på 15 år er tvangsanbragt i en døgninstitution. Jeg har tidligere haft fast samvær med ham hver uge, men nu har jeg fået at vide, at kommunen indstiller til, at vi ikke længere må have samvær. Jeg håber, at du kan hjælpe mig, så jeg fortsat får lov til at se min søn. Vi er begge meget glade for at mødes. 

Med venlig hilsen

Marianne

Svar:

Kære Marianne,

 

Tak for dit spørgsmål til min juridiske brevkasse, som jeg vil besvare i det følgende.

Som udgangspunkt har et barn, der er anbragt uden for hjemmet, ret til samvær med sine forældre, jf. Barnets lov § 103. Kommunen kan dog indstille til at samværet bliver afbrudt, hvis der er begrundet bekymring for, at samværet påvirker barnet negativt.

På baggrund af kommunens indstilling kan Børn- og ungeudvalget træffe afgørelse om at afbryde samværet mellem et anbragt barn og forældre, jf. Barnets lov § 105. Dette kræver, at det anses for nødvendigt at afbryde samværet af hensyn til barnets eller den unges sundhed eller udvikling. Kravet om nødvendighed indebærer, at hvis mindre indgribende foranstaltninger er tilstrækkelige for at bedst imødekomme din søns behov, så kan samværet mellem jer ikke afbrydes. En mindre indgribende foranstaltning kan f.eks. være, at samværet mellem dig og din søn skal foregå under tilstedeværelse af en repræsentant fra kommunen. 

Når Børn- og ungeudvalget træffer afgørelse, har du som forælder ret til gratis advokatbistand. Dette betyder, at du har ret til at få stillet en advokat til rådighed, som vil kæmpe for din sag, uden at du skal betale omkostningerne til advokaten. Hvis du ønsker en bestemt advokat til at repræsentere dig hos Børn- og ungeudvalget, kan du kontakte advokaten direkte og spørge, om de har mulighed for at hjælpe dig.  

Børn over 10 år har desuden ret til at få gratis advokatbistand, hvorfor din søn også kan få sin egen advokat.

Du har krav på, at Børn- og ungeudvalget inddrager din søns holdning til jeres samvær i deres afgørelse. At din søn er glad for at mødes med dig, skal således indgå i vurderingen af, hvorvidt I fortsat skal have samvær.

En afgørelse om afbrydelse af samvær er generelt meget intensiv over for både barnet og forælderen, hvorfor afgørelse alene kan træffes for en bestemt periode. Når denne periode udløber, skal der som udgangspunkt igen fastsættes samvær mellem barn og forælder, medmindre Børn- og ungeudvalget træffer afgørelse om, at der for en ny periode ikke må være samvær. Træffes der en ny afgørelse om afbrydelse af samvær, vil forælderen og barnet over 10 år igen få stillet en advokat til rådighed uden at skulle betale noget herfor.

Jeg håber, at ovenstående besvarede dit

spørgsmål. Såfremt du har brug for

rådgivning eller behov for en advokat til at repræsentere dig i Børn- og ungeudvalget, er du naturligvis altid velkommen til at kontakte KROMANN advokatfirma.

Du kan læse flere af mine brevkasseindlæg

om familie-, arve- eller børneretlige emner på min hjemmeside:

www.advokatkromann.dk/brevkasse

 

Med venlig hilsen

Monica Kromann

Advokat (H)

mk@advokatkromann.dk

 

 

 

 

Kontakt
KROMANN advokatfirma

Ring 8618 1102 eller udfyld formularen herunder, hvis du ønsker at blive kontaktet af en af vores advokater

Tak for din henvendelse.

Vi kontakter dig hurtigst muligt.

Der skete desværre en fejl under afsendelse af din besked.

Du er velkommen til at ringe på 8618 1102 eller sende en mail til KROMANN advokatfirma i stedet

Emner:

Danske Familieadvokater Advokatkodeks Advokatsamfundet Danske ArveretsAdvokater