Specialiseret juridisk rådgivning på højeste faglige niveau.
Ring og forklar os om din situation
Vi fører sager i hele landet

KROMANNs juridiske brevkasse

Ønsker du svar på et spørgsmål, der må offentliggøres i juridisk brevkasse, eventuelt i anonymiseret form?

Send dit spørgsmål til kontakt@advokatkromann.dk så vil svaret muligvis blive bragt i den efterfølgende uge. 

Du finder svar på alle publicerede og stillede spørgsmål her i brevkassen.

Vær opmærksom på, at svarene i brevkassen ikke kan erstatte juridisk rådgivning. Læs mere om det ved at klikke her.

God fornøjelse med læsningen!

Spørgsmål:

Hvilke rettigheder og forpligtelser får jeg som registreret medmor?

Hej Monica Kromann

Min kæreste og jeg går med tanken om at få et barn sammen. Vi er begge kvinder, og min kæreste kunne rigtig godt tænke sig at være den, der skal være gravid, og dermed den som skal føde barnet. Dette medfører selvfølgelig at jeg skal registreres som medmor til barnet. Vi er ikke gift, men vi har boet sammen de sidste to år. Mit spørgsmål til dig er derfor, hvilke rettigheder og forpligtelser jeg som medmor vil få i forhold til barnet, og om der automatisk vil være fælles forældremyndighed når barnet bliver født eller om det kræver en ansøgning herom?

Jeg håber du kan hjælpe.

Hilsen Anna

Svar:

Kære Anna

Tak for dine spørgsmål til min juridiske brevkasse, som jeg vil besvare i det følgende.

Først og fremmest skal det nævnes, at medmoderskab kun kan registreres i de tilfælde, hvor to kvinder får et barn sammen ved hjælp af såkaldt assisteret reproduktion (også kaldet kunstig befrugtning). Graviditet af anden vej er ikke gyldig, hvis en kvinde skal opnå medmoderskab. Er betingelserne ikke opfyldt, vil man dermed i stedet skulle overveje stedbarnsadoption.

Det er sådan, at den der føder barnet – i jeres tilfælde din kæreste – automatisk bliver barnets mor, hvorfor du, som du selv nævner, skal registreres som medmor, for at opnå rettigheder og forpligtelser i forhold til barnet.

Når et medmoderskab er registreret giver det både barnet og moderen en række rettigheder og forpligtelser over for hinanden. Medmoderskabet betyder blandt andet:

  • at medmoren har pligt til at forsørge barnet sammen med moren,
  • at barnet og medmoren har ret til at arve efter hinanden,
  • at medmoren har ret til samvær med sit barn i tilfælde af, at medmoren og moren går fra hinanden,
  • at medmoren kan få del i forældremyndigheden over barnet.

Der er således tale om, at du får de samme rettigheder som den biologiske mor.

Hvis parterne er gift eller lever i et registreret partnerskab ved barnets fødsel, får de automatisk fælles forældremyndighed, når medmoderskabet registreres. Det samme gør sig gældende hvis parterne, i løbet af de sidste 10 måneder inden barnets fødsel har haft fælles folkeregisteradresse. Er parterne derimod ikke gift eller registrerede partnere og har de ikke haft fælles folkeregisteradresse kræver det, at de indsender en omsorgs- og ansvarserklæring om medmoderskab, når de registrerer medmoderskabet. En anerkendelse af medmoderskabet uden denne erklæring, vil således ikke medføre, at der bliver fælles forældremyndighed over barnet, hvorfor erklæringen er nødvendig hvis man ønsker fælles forældremyndighed.

I jeres tilfælde, hvor I har boet sammen de sidste to år, vil der således automatisk opstå fælles forældremyndighed over barnet, når I får registreret medmoderskabet. Det vil derfor ikke være nødvendigt for jer, at medsende en omsorgs- og ansvarserklæring for at opnå fælles forældremyndighed over barnet.

Jeg håber ovenstående besvarede dit spørgsmål. Det er muligt at læse flere af mine brevkasseindlæg på min hjemmeside: www.advokatkromann.dk/brevkasse.

Med venlig hilsen

Monica Kromann

Advokat (H)

mk@advokatkromann.dk

Kontakt
KROMANN advokatfirma

Ring 8618 1102 eller udfyld formularen herunder, hvis du ønsker at blive kontaktet af en af vores advokater

Tak for din henvendelse.

Vi kontakter dig hurtigst muligt.

Der skete desværre en fejl under afsendelse af din besked.

Du er velkommen til at ringe på 8618 1102 eller sende en mail til KROMANN advokatfirma i stedet

Emner:

Danske Familieadvokater Advokatkodeks Advokatsamfundet Danske ArveretsAdvokater