Svar:

Kære ærgerlige,

Tak for din e-mail og dine spørgsmål, som jeg selvfølgelig gerne vil hjælpe med at besvare.

Da du ikke har oplyst om jeres ægteskabelige formueforhold, lægges der i det følgende til grund, at I har formuefællesskab, hvilket er det mest almindelige her i landet.

Udgangspunktet i dansk ret er, at ægtefæller har formuefællesskab (også kendt som fælleseje), hvilket nærmere indebærer, at samtlige passiver og aktiver skal deles ligeligt ved formuefællesskabets ophør ved skilsmisse, død eller bosondring. Formuefællesskab/fælleseje er imidlertid ikke identisk med sameje, hvilket betyder at man ikke automatisk ejer alt i fællesskab, men at nettoværdien af alle ejendele indgår i boet, og det er denne nettoværdi, der skal deles ved formuefællesskabets ophør. Du kan læse mere om formuefællesskab i mit brevkasseindlæg af 13-04-2012 med overskriften ”Formuefællesskab”. sælge jeres ejendele, dog således, at værdien af det bortgivne eller solgte indgår i boet, og at I ved skilsmisse kan blive mødt med et såkaldt vederlagskrav, hvis I ved vanrøgt, misbrug eller uforsvarlig adfærd væsentligt formindsker jeres respektive dele af fællesboet.

Dette udgangspunkt modificeres dog i høj grad i retsvirkningsloven, som blandt andet indeholder ovennævnte regler om formuefællesskab og særråden. Herefter må ægtefæller – til trods for den frie rådighed over egne ejendele – ikke uden samtykke ”afhænde eller pantsætte løsøre, der er fælleseje, for så vidt det hører til indboet i det fælles hjem”. Heri ligger to betingelser;

1) at der skal være tale om et fælleseje aktiv, og

2) at løsøret har tilhørt indboet i det fælles hjem.

I det omfang, I har formuefællesskab, vil al løsøre i hjemmet i almindelighed være fælleseje. Dette gælder dog ikke ubetinget. Eksempelvis kan det tænkes, at det pågældende løsøre er erhvervet ved gave eller arv, og at gavegiver henholdsvis arvelader har bestemt, at det modtagne skal være særeje. I disse tilfælde vil den første betingelse ikke være opfyldt, og et samtykke er allerede af den grund ikke nødvendigt ved afhændelse af løsøret.

Er der derimod tale om et fælleseje aktiv, skal man se på, om den anden betingelse ligeledes er opfyldt. Det er nemlig ikke alt løsøre, som er omfattet af samtykkereglerne. Løsøret skal have udgjort indbo, dvs. møbler, køleskabe, TV og lignende. Indboet omfatter også værdifulde genstande, eksempelvis designermøbler, men omfatter derimod ikke biler, både eller samlinger af malerier, sølvtøj og lignende. Uagtet at løsøret ikke udgør indboet i det fælleshjem, kan et samtykke dog alligevel være nødvendigt, hvor løsøret hører ”til den anden ægtefælles fornødne arbejdsredskaber, eller det tjener til børnenes personlige brug”. Det sidste er efter det oplyste ikke relevant her, og gennemgås derfor ikke yderligere.

Hvis løsøret har været fælleseje og tilhørt indboet i det fælleshjem - hvilket formentlig er tilfældet med jeres TV og DVD-afspiller – må det ikke uden den anden ægtefælles samtykke afhændes. Afhændelse omhandler primært salg, men kan dog også ske ved bytte eller gave til tredjemand, eksempelvis som her, til en ven.

Reglen finder efter fast praksis også anvendelse, selv om ægtefællerne ikke længere er samlevende eller eventuelt separerede eller skilte, blot boet endnu ikke er endelig delt, og den finder derfor også anvendelse, uagtet din ægtefælle (midlertidig) er flyttet ud af huset.

Samtykket er formfrit, dvs. at det kan gives mundtligt, skriftligt og visse tilfælde stiltiende. Men som jeg forstår på det, har du ikke givet dit samtykke – hverken udtrykkeligt eller stiltiende. I øvrigt stilles der strenge krav før, at der statueres stiltiende samtykke. Din mand har derfor ikke været berettiget til at bortgive jeres TV og DVD-maskine, og det betyder i praksis, at du har mulighed for at kræve retshandlen omstødt ved domstolene, hvis betingelserne herfor er opfyldt. Dels er der nogle frister, der skal overholdes i forbindelse med sagens anlæg ved domstolene, og dels – nok vigtigere endnu – skal tredjemand (din mands ven) være i ond tro, hvilket vil sige, at han enten indså eller burde have indset, at du ikke havde givet dit samtykke til, at din ægtefælle forærede ham tingene.

Der gælder ifølge loven en omvendt bevisbyrde, dvs. at det er modtageren, altså din ægtefælles ven, der skal bevise, at han var i god tro på tidspunktet for aftaleindgåelsen, og der stilles strenge krav til denne bevisbyrde. Da din mand boede hos denne ven, måtte denne givetvis være klar over jeres aktuelle situation, og formentlig næppe kunne løfte bevisbyrden for, at han var i god tro.

Hvis du ønsker at anlægge sag ved domstolene for derved at få retshandelen omstødt, skal du gøre dette senest 3 måneder efter, at du fik kendskab til overdragelsen. Sagsanlæggelse på 3-måneders dagen er også rettidig. Herudover gælder der en absolut frist på 1 år efter genstandens overlevering, som gælder, uanset hvornår du får kendskab til overdragelsen. Overskrides en af disse frister, er omstødelse udelukket.

Du skriver til sidst, at tingene ”også er hans”. I den forbindelse, er det værd at bemærke, at ovenstående gennemgang alene gælder, såfremt løsøret har været ejet og indført i boet af din mand. Hvis det derimod er dig, der har indført tingene i fællesboet eller hvis I har erhvervet tingene i fællesskab, dvs. at i sameje, har din mand allerede, som følge af de nævnte regler om særråden over egne aktiver, været uberettiget til at afhænde disse.

Jeg håber, at ovenstående har givet dig et klart indtryk af dine muligheder, samt hvad du bør være opmærksom på af frister.

Det nemmeste er naturligvis, at du og din ægtefælle i mindelighed finder en løsning, alternativt kan du kontakte en advokat for nærmere at klarlægge dine muligheder.

Med venlig hilsen

Monica Kromann
Advokat (H)