Hvornår kan man som længstlevende ægtefælle få boet udleveret til uskiftet bo?

 

Kære Monica Kromann

Jeg er en gift kvinde på snart 70 år. Min ægtefælle er 79 år. Min ægtefælle har tre børn fra et tidligere ægteskab, jeg har et barn fra et tidligere ægteskab og sammen har vi to børn.

Mit spørgsmål til dig er i den anledning, hvad mine muligheder er, for at kunne få boet udleveret til uskiftet bo, hvis min ægtefælle afgår ved døden før jeg selv?

Med venlig hilsen

Anne

Svar:

Kære Anne

Tak for dit spørgsmål til min juridiske brevkasse, som jeg vil besvare i det følgende.

Når en ægtefælle afgår ved døden, har den længstlevende ægtefælle i nogen tilfælde mulighed for at sidde i uskiftet bo. At boet udleveres til uskiftet bo indebærer, at den efterladte formue og de efterladte ejendele ikke ”skifter hænder.” Mere præcist betyder det, at der ikke straks efter førstafdødes død skal udredes arv til dennes livsarvinger (børn), men at det efterladte i stedet ”forbliver” hos den længstlevende ægtefælle. Den længstlevende ægtefælle kan således fortsætte sit liv som hidtil.

Hvis den længstlevende ægtefælle ikke har mulighed for eller ønsker at sidde i uskiftet bo, skal arven udredes med det samme. Dette kan medføre, at den længstlevende ægtefælle risikerer, at havne i en uheldig økonomisk situation, hvis for eksempel denne ikke har penge til at udrede arvingernes arv kontant, og derfor er nødsaget til at sælge sin bolig.

Den længstlevende ægtefælle, der sidder i uskiftet bo, har fuld råderet over boet efter den førstafdøde så længe, at den længstlevende ægtefælle ikke misbruger dette. Hvis den længstlevende ægtefælle misbruger sin rådighed, kan arvingerne kræve, at det uskiftede bo bliver skiftet.

Det er ikke alle ægtefæller, der har mulighed for at sidde i uskiftet bo. En længstlevende ægtefælle har ret til at sidde i uskiftet bo med fælles børn, dvs. med børn, som den førstafdøde og længstlevende ægtefælle har sammen. Derimod har den længstlevende ægtefælle ikke ret til at sidde i uskiftet bo med førstafdødes særbørn. Ønsker den længstlevende at sidde i uskiftet bo med førstafdødes særbørn, skal deres samtykke indhentes. Ønsker særbørnene ikke at give deres samtykke, skal den længstlevende ægtefælle skifte straks med disse, men kan vælge, at sidde i uskiftet bo med fælles børnene.

Dertil kommer, at en længstlevende ægtefælle kun kan sidde i uskiftet bo med delingsformue. Det er derfor ikke muligt at sidde i uskiftet bo med særejemidler, hvorfor førstafdødes eventuelle særeje skal skiftes straks ved førstafdødes død.

Du, Anne, har således mulighed for, at få din ægtefælles bo udleveret til uskiftet bo, såfremt han afgår ved døden før dig, med dine to fælles børn, uden deres samtykke, men kun med din ægtefælles tre særbørn, såfremt disse samtykker heri.

Dit eget særbarn har ingen betydning herfor, da dit særbarn ikke er arving efter din ægtefælle. Dertil kommer, at det som nævnt kun er muligt for dig at hensidde i uskiftet bo, hvis din ægtefælle efterlader sig delingsformue.

Jeg håber, at ovenstående besvarede dit spørgsmål.

Såfremt du har brug for rådgivning eller har yderligere spørgsmål, vil jeg anbefale dig at kontakte en advokat med speciale i familie- eller arveret. Du er naturligvis også altid velkommen til at kontakte KROMANN advokatfirma for yderligere spørgsmål.

Det er muligt at læse flere af mine brevkasseindlæg om familie- og arveretlige emner på min hjemmeside: www.advokatkromann.dk/brevkassen/.

 

Med venlig hilsen

 

Monica Kromann

Advokat (H)

mk@advokatkromann

Advokat Monica Kromann

KROMANNs juridiske brevkasse

Ønsker du svar på et spørgsmål, der må offentliggøres i juridisk brevkasse, eventuelt i anonymiseret form?

Send dit spørgsmål til kontakt@advokatkromann.dk så vil svaret muligvis blive bragt i den efterfølgende uge. 

Du finder svar på alle publicerede og stillede spørgsmål her i brevkassen.

Vær opmærksom på, at svarene i brevkassen ikke kan erstatte juridisk rådgivning. Læs mere om det ved at klikke her.

God fornøjelse med læsningen!

Kontakt
KROMANN advokatfirma

Ring 8618 1102 eller udfyld formularen herunder, hvis du ønsker at blive kontaktet af en af vores advokater

Tak for din henvendelse.

Vi kontakter dig hurtigst muligt.

Der skete desværre en fejl under afsendelse af din besked.

Du er velkommen til at ringe på 8618 1102 eller sende en mail til KROMANN advokatfirma i stedet