Specialiseret juridisk rådgivning på højeste faglige niveau.
Kontakt advokat Monica Kromann på 8618 1102 eller send en e-mail

Kromanns juridiske brevkasse

Ønsker du svar på et spørgsmål,  som må offentliggøres i juridisk brevkasse - evt. i anonymiseret form -  så send mig en mail på mk@advokatkromann.dk og er du heldig, vil du ugen efter kunne læse svaret i avisen.

Du finder svar på alle publicerede og stillede spørgsmål her i brevkassen.

God fornøjelse med læsningen!

Spørgsmål:

Vi har begge særbørn bør vi oprette et testamente?

Kære Monica Kromann

Min kæreste og jeg skal snart giftes. Vi har begge børn fra tidligere forhold. Jeg har to børn, og min kæreste har et barn.

Vi er i tvivl om, hvordan vi skal forholde os til arv. Vores ønske er at sikre hinanden bedst muligt ved et evt. dødsfald, således at den overlevende kan blive boende i vores fælles hjem, og således at alle børnene i sidste ende arver præcis det samme.

Hvordan sikrer vi os dette? Bør vi oprette et testamente?

På forhånd tak!

 

Med venlig hilsen

Majken


Svar:

Kære Majken

Tak for dit spørgsmål til min juridiske brevkasse, som jeg vil besvare i det følgende.

Først og fremmest skal jeg gøre dig opmærksom på, at I på nuværende tidspunkt, hvor I ikke er gift, ikke arver hinanden. Arveretten indtræder først den dag, hvor i faktisk er blevet gift. Når I er blevet gift, arver I automatisk hinanden.

Jeres børn er det, som vi kalder for tvangsarvinger. Det betyder, at jeres børn har krav på at få udbetalt arv, hvis deres respektive mor/far går bort.

I jeres tilfælde betyder det, at den førstafdødes særbørn efter arvelovens regler vil arve 1/4 af jeres samlede formue, hvis I ikke opretter et testamente. Dette kan for mange mennesker betyde, at de er nødt til at sælge den faste ejendom for at udbetale arv til deres afdøde ægtefælles særbørn.

Idet I begge har børn fra tidligere forhold og ønsker, at den længstlevende kan blive boende I jeres fælles hjem, er det derfor min anbefaling, at I opretter et gensidigt testamente.

Ved oprettelsen af et gensidigt testamente er der to muligheder for, hvorledes I kan sikre hinanden bedst muligt.

I kan oprette et testamente, hvori I begunstiger hinanden mest muligt. Det betyder, at I kan bestemme, at 15/16 af jeres samlede formue skal tilfalde den længstlevende af jer. Resten af jeres formue, 1/16, vil så tilfalde den afdødes særbørn som tvangsarv.

Når den sidste af jer går bort, kan I bestemme i testamentet, at arven skal fordeles ligelige blandt alle jeres børn. Her vil der blive taget højde for, hvad første afdødes særbørn modtag i tvangsarv ved første afdødes bortgang.

Den anden mulighed er, at I træffer bestemmelse i jeres testamente om, at I ønsker at sidde i uskiftet bo. Det betyder, at der ikke skal betales arv til børnene ved førstafdødes død, men først når den længstlevende af jer går bort.

Uskiftet bo er en rettighed, som tilfalder ægtefæller med fællesbørn. For at ægtefæller med særbørn kan hensidde i uskiftet bo, skal særbørnene give skriftligt samtykke hertil. Sådan et samtykke kan indhentes på forhånd, og kaldes en forhåndssamtykkeerklæring.

Der er således flere muligheder for, hvorledes I kan sikrer hinanden mest muligt, hvis I opretter et gensidigt testamente.

Det er derfor min anbefaling, at I opretter et gensidigt testamente når I er blevet gift, så I kan sikre, at arven efter jer fordeles efter jeres ønsker.

Ved oprettelsen af et testamente har I også mulighed for at træffe bestemmelse om, at arven efter jer skal være særeje, således at jeres børn kan beholde deres arv, hvis de en dag skulle blive skilt fra deres respektive ægtefæller.

Jeg håber ovenstående besvarede dit spørgsmål. Såfremt du har yderligere spørgsmål eller har brug for rådgivning i forbindelse med oprettelse af et testamente, vil jeg anbefale dig at kontakte en advokat med speciale i arveret. Du er naturligvis altid velkommen til at kontakte KROMANN advokatfirma for bistand i forbindelse hermed.

 

Det er muligt at læse flere af mine brevkasseindlæg om familie – og arveretligeemner på min hjemmeside: www.advokatkromann.dk/brevkasse.

 

Med venlig hilsen

 

Monica Kromann

Advokat (H)

mk@advokatkromann.dk

Danske Familieadvokater Advokatkodeks Advokatsamfundet Danske ArveretsAdvokater

  Vi bruger cookies for at forbedre brugeroplevelsen, samt til statistiske formål.