Bør vi gifte os?
Kære Monica Kromann
Min kæreste og jeg har været sammen i 10 år. Vi har for nylig fået vores første barn sammen, en lille datter. Vi er nu kommet til at tænke på, hvordan vi er sikret, hvis en af os dør.
Vi overvejer at gifte os – men vi er i tvivl om, hvorvidt vi behøver at gifte os for at sikre hinanden?
Vores ønske er, at den af os, som måtte blive tilbage med vores datter har råd til at sørge for hende og hendes eventuelle søskende, hvis vi en dag får flere børn.
Jeg håber, at du vil besvare vores spørgsmål.
Med venlig hilsen
Anna
Svar:
Kære Anna
Mange tak for din mail og dit spørgsmål til min juridiske brevkasse, som jeg vil besvare i det følgende.
Du og din kæreste er langt fra de eneste, som har disse overvejelser. Det er helt naturligt, at man som par ønsker at sikre hinanden og sine børn i tilfælde af, at uheldet skulle være ude.
Ved at indgå ægteskab sikrer I hinanden på den måde, at der som udgangspunkt vil opstå formuefællesskab, ligesom I opnår tvangsarveret efter hinanden. Den længstlevende vil desuden få mulighed for at sidde i uskiftet bo.
Ugifte samlevende opnår ikke automatisk arveret efter hinanden trods flere års familieliv med fælles børn, hjem og økonomi. Er I ikke gift, og har den afdøde ikke oprettet testamente til fordel for længstlevende, vil jeres datter arve alt efter den afdøde, hvilket kan medføre alvorlige økonomiske problemer for den efterlevende. Arven til jeres datter vil blive båndlagt, indtil hun fylder 18 år, hvorfor længstlevende ikke kan disponere efter arven.
Såfremt I beslutter jer for ikke at indgå ægteskab, er det min anbefaling, at I opretter et såkaldt udvidet samlevertestamente, hvorved I sikrer hinanden i tilfælde af den enes død.
I et udvidet samlevertestamente kan I bestemme, at I helt eller delvist skal arve hinanden, som var I ægtefæller. I kan dog hverken aftale, at I skal have formuefællesskab eller mulighed for at sidde i uskiftet bo med jeres fælles børn, men et udvidet samlevertestamente vil stadig sikre den efterladte af jer mod førnævnte økonomiske problemer, hvorfor hjemmet som oftest vil kunne opretholdes.
Vælger I ikke at gifte jer, vil jeg anbefale at I kontakter en advokat, da denne vil kunne være jer behjælpelig med udarbejdelsen af et udvidet samlevertestamente, herunder sikre at I opfylder betingelserne herfor, at testamentet opfylder formkravene samt at bestemmelserne har virkning efter hensigten.
Jeg håber, at ovenstående besvarede dit spørgsmål, og at du og din kæreste har et bedre overblik over jeres muligheder.
Såfremt du har brug for rådgivning i forbindelse med oprettelse af et udvidet samlevertestamente, eller såfremt du har yderligere spørgsmål, vil jeg anbefale dig at kontakte en advokat med speciale i familie- og arveret. Du er naturligvis altid velkommen til at kontakte KROMANN advokatfirma for bistand i forbindelse hermed.
Det er muligt at læse flere af mine brevkasseindlæg om familie – og arveretligeemner på min hjemmeside: www.advokatkromann.dk/brevkassen/.
Med venlig hilsen
Monica Kromann
Advokat (H)
mk@advokatkromann.dk