Bør jeg oprette testamente når jeg ingen børn eller ægtefælle har?
Kære Monica Kromann
Jeg er i tvivl om, hvem der arver efter mig, og om jeg selv kan råde over min arv. Jeg har hverken hustru eller børn, men jeg har to søstre og mine forældre lever stadig. Kan jeg begunstige andre end mine familiemedlemmer eller arver disse automatisk efter mig?
Jeg ejer også et firma sammen med min bror. Hvis jeg går bort, arver min bror så min andel af vores firma eller skal jeg indsætte ham som arving? Til sidst vil jeg spørge, hvis jeg vælger at oprette testamente, om mine arvinger så skal betale arveafgift?
Jeg håber, at du vil besvare mine spørgsmål.
Med venlig hilsen Thomas
Svar:
Kære Thomas
Tak for dit spørgsmål til min juridiske
brevkasse, som jeg vil besvare i det følgende
Når man hverken efterlader sig børn eller ægtefælle, og man ikke har oprettet et testamente, vil ens arv blive fordelt i henhold til reglerne i arveloven. Arven efter dig vil i så fald blive fordelt på følgende måde:
Hvis dine forældre overlever dig, vil hele arven tilfalde dem. Hvis en eller begge dine forældre er afdøde ved din død, vil dine søskende, eller deres børn, i stedet modtage dine forældres arvelod. Såfremt hverken dine forældre, dine søskende eller deres børn overlever dig, vil dine bedsteforældre eller deres børn arve. Såfremt ingen af overstående overlever dig, vil din arv som udgangspunkt tilfalde statskassen. Dine fætre og kusiner eller fjernere slægtninge er ikke legale arvinger efter dig, og de vil derfor ikke arve, medmindre de indsættes i et testamente.
Da du hverken har ægtefælle eller livsarvinger, kan du frit råde over hele din arv. Der er således intet til hinder for, at du fraviger ovenstående arvefordeling. Du kan frit testere hele din arv til en ven, en organisation eller blot ét af dine familiemedlemmer.
Hvis du ikke opretter et testamente, vil dit firma ligeledes falde i arv efter overstående fordeling. Såfremt begge dine forældre overlever dig, er det derfor ikke sikkert, at din bror vil have mulighed for at udtage firmaet. Hvis du ønsker, at din bror skal overtage din halvdel af firmaet, er det min klare anbefaling, at du opretter et testamente, hvori din bror tilgodeses.
Når man modtager arv, skal der som udgangspunkt altid betales en boafgift. Enkelte arvegrupper er fritaget fra boafgiften, mens andre skal betale en højere procentdel.
Dine forældre defineres som nærmeste slægtninge, og skal derfor alene betale en boafgift på 15% af arven. Dine søskende vil dog skulle betale den maksimale boafgift som udgør 36,25%.
Såfremt du ønsker at oprette et testamente, hvori du begunstiger dine søskende, kan du med fordel benytte dig af den såkaldte 30%-regel. Dette vil medføre en afgiftsbesparelse for dine søskende.
30% regler indebærer, at man i testamentet indsætter en velgørende organisation til at arve 30% af arven på betingelse af, at organisationen betaler bo- og tillægsboafgiften for de øvrige arvinger. På denne måde vil 70% af arven gå direkte til dine søskende, hvorimod alene 63,75% ville tilfalde dine søskende, såfremt de skulle betale arveafgift. Da en velgørende organisation er fritaget fra arveafgift, vil denne ligeledes drage fordel af denne fordeling. I øvrigt forefindes en række organisationer, som er villig til at betale et tilskud til oprettelsen af testamentet, såfremt der i testamentet testeres minimum 30% til organisationen.
Jeg håber, at ovenstående besvarede dit
spørgsmål. Såfremt du ønsker yderligere
rådgivning eller hjælp til oprettelse af testamente, er du naturligvis velkommen til at kontakte KROMANN advokatfirma.
Du kan læse flere brevkasseindlæg om
familie- og arveretlige problemstillinger på min hjemmeside:
www.advokatkromann.dk/brevkassen/.
Med venlig hilsen
Monica Kromann
Advokat (H)
mk@advokatkromann.dk