Skal jeg oprette et testamente, når jeg hverken har børn eller ægtefælle?

Kære Monica Kromann

Jeg er 64 år gammel, og har hverken børn eller ægtefælle. Det har ikke lagt i mine kort, men jeg har på trods heraf et stort netværk med mange gode venner og veninder. Jeg er dog begyndt at overveje, hvorvidt det overhovedet er nødvendigt for mig at oprette et testamente, nu hvor jeg ingen børn eller ægtefælle har? Jeg er også i tvivl om, hvad der sker med arven efter mig, såfremt jeg ikke opretter et testamente?

Jeg håber du vil besvare mit spørgsmål.

 

Med venlig hilsen

Klaus

Svar:

Kære Klaus

Tak for dit spørgsmål til min juridiske brevkasse, som jeg vil besvare i det følgende.

Uanset om du har ægtefælle og børn eller ej, kan det være relevant at oprette et testamente, idet et testamente blandt andet er med til at sikre dine ønsker for eftertiden med hensyn til arvefordelingen og boets videre behandling. Samtidig kan et testamente være udtryk for ansvarlighed og betænksomhed overfor dine efterladte.

Når du hverken har ægtefælle eller livsarvinger, kan du testere over hele din formue, og skal således ikke tage stilling til regler om tvangsarv. Såfremt du ikke opretter et testamente, vil alt hvad du efterlader dig blive fordelt i henhold til arvelovens tre arveklasser.

Når du ikke har ægtefælle eller livsarvinger, foreskriver arveloven, at dine forældre skal arve. Er den ene af dine forældre afgået ved døden, træder dine eventuelle søskende i den pågældende forældres sted. Overlever du begge dine forældre, vil din formue blive fordelt mellem dine eventuelle søskende, således med halvdelen til din mors børn og halvdelen til din fars børn, alternativt dine nevøer og/eller niecer.

Har du ingen af de ovennævnte familiemedlemmer, fordeles din formue mellem dine fire bedsteforældre. Er en eller flere af dine bedsteforældre afgået ved døden, tilfalder arven dine forældres eventuelle søskende. Fætre og kusiner er ikke legale arvinger, og arven vil derfor i sidste ende tilfalde statskassen, medmindre du har oprettet et testamente.

Ved at oprette et testamente får du altså indflydelse på, til hvem og hvordan din arv skal fordeles, og du undgår, at arven efter dig tilfalder personer, som ikke var tiltænkt at skulle arve. Det er også en måde, hvorpå du kan lade dine gode venner og veninder arve efter dig og dermed en måde at give udtryk for, at du tænker på dem, og at de er betydningsfulde for dig.

Jeg håber, at ovenstående besvarede dit spørgsmål. Hvis du ønsker yderligere rådgivning eller hjælp til at oprette et testamente, er du naturligvis velkommen til at kontakte KROMANN advokatfirma.

Du kan læse flere brevkasseindlæg om familie- og arveretlige problemstillinger på min hjemmeside: www.advokatkromann.dk/brevkasse.

 

Med venlig hilsen

Monica Kromann

Advokat (H)

mk@advokatkromann.dk

Testamente

Opret testamente og bestem selv hvem arv skal tilfalde ved død og om arv skal være særeje for børn

Se mere

Arv, testamente og dødsbo

Vi er en af landets førende specialister i oprettelse af testamenter og behandling af dødsboer

Se mere
Advokat Monica Kromann

KROMANNs juridiske brevkasse

Ønsker du svar på et spørgsmål, der må offentliggøres i juridisk brevkasse, eventuelt i anonymiseret form?

Send dit spørgsmål til kontakt@advokatkromann.dk så vil svaret muligvis blive bragt i den efterfølgende uge. 

Du finder svar på alle publicerede og stillede spørgsmål her i brevkassen.

Vær opmærksom på, at svarene i brevkassen ikke kan erstatte juridisk rådgivning. Læs mere om det ved at klikke her.

God fornøjelse med læsningen!

Kontakt
KROMANN advokatfirma

Ring 8618 1102 eller udfyld formularen herunder, hvis du ønsker at blive kontaktet af en af vores advokater

Tak for din henvendelse.

Vi kontakter dig hurtigst muligt.

Der skete desværre en fejl under afsendelse af din besked.

Du er velkommen til at ringe på 8618 1102 eller sende en mail til KROMANN advokatfirma i stedet