Er jeg stadig arveberettiget selvom jeg ikke er min fars biologiske barn?

Kære Monica

Jeg er en kvinde på 50 år, som gennem en snak med min far har forstået, at der er en risiko for, at jeg ikke er hans barn. Jeg overvejer nu at få lavet en dna-test, muligvis uden hans viden, da jeg ikke ønsker at såre ham.

Jeg er min fars eneste barn. Mit spørgsmål er om jeg, hvis DNA-testen viser at jeg ikke er hans biologiske barn, stadig er arveberettiget?

På forhånd tak.

Med venlig hilsen

Henriette

Svar:

Kære Henriette

Tak for dit spørgsmål til min juridiske brevkasse, som jeg vil besvare i det følgende.

Den person, som er registreret som din far på din fødselsattest, betegnes din retlige far. Som oftest vil denne person ligeledes være den biologiske far, men dette er ikke nødvendigvis tilfældet.

Rettigheder og forpligtelser overfor barnet følger det retlige faderskab. Dette betyder blandt andet, at den person, som er registreret som barnets far, har forsørgelsespligten for barnet, samt at barnet og den retlige far er hinandens arvinger.

Selvom en DNA-test skulle indikere, at din far ikke er din biologiske far, betyder dette således ikke automatisk, at du mister arveretten efter ham, idet han fortsat er din retlige far. Du vil således som udgangspunkt stadig være arveberettiget, selvom en DNA-test viser, at han ikke er din biologiske far.

Du mister kun din arveret, hvis faderskabssagen genoptages, og faderskabet herved ændres. Der er dog strenge krav til en sådan genoptagelse når barnet er over 3 år, hvorfor faderskabssagen som udgangspunkt ikke kan genoptages uden dit samtykke, medmindre der forelægger meget særlige omstændigheder.

Jeg håber, at ovenstående besvarede dit spørgsmål. Såfremt du har brug for rådgivning eller behov for hjælp til en faderskabssag er du naturligvis altid velkommen til at kontakte KROMANN advokatfirma.

Du kan læse flere af mine brevkasseindlæg om familie-, arve- eller børneretlige emner på min hjemmeside: www.advokatkromann.dk/brevkasse

Med venlig hilsen

Monica Kromann

Advokat (H)

mk@advokatkromann.dk

Arv, testamente og dødsbo

Vi er en af landets førende specialister i oprettelse af testamenter og behandling af dødsboer

Se mere
Advokat Monica Kromann

KROMANNs juridiske brevkasse

Ønsker du svar på et spørgsmål, der må offentliggøres i juridisk brevkasse, eventuelt i anonymiseret form?

Send dit spørgsmål til kontakt@advokatkromann.dk så vil svaret muligvis blive bragt i den efterfølgende uge. 

Du finder svar på alle publicerede og stillede spørgsmål her i brevkassen.

Vær opmærksom på, at svarene i brevkassen ikke kan erstatte juridisk rådgivning. Læs mere om det ved at klikke her.

God fornøjelse med læsningen!

Kontakt
KROMANN advokatfirma

Ring 8618 1102 eller udfyld formularen herunder, hvis du ønsker at blive kontaktet af en af vores advokater

Tak for din henvendelse.

Vi kontakter dig hurtigst muligt.

Der skete desværre en fejl under afsendelse af din besked.

Du er velkommen til at ringe på 8618 1102 eller sende en mail til KROMANN advokatfirma i stedet