Specialiseret juridisk rådgivning på højeste faglige niveau.
Ring og forklar os om din situation
Vi fører sager i hele landet

KROMANNs juridiske brevkasse

Ønsker du svar på et spørgsmål, der må offentliggøres i juridisk brevkasse, eventuelt i anonymiseret form?

Send dit spørgsmål til kontakt@advokatkromann.dk så vil svaret muligvis blive bragt i den efterfølgende uge. 

Du finder svar på alle publicerede og stillede spørgsmål her i brevkassen.

Vær opmærksom på, at svarene i brevkassen ikke kan erstatte juridisk rådgivning. Læs mere om det ved at klikke her.

God fornøjelse med læsningen!

Spørgsmål:

Hvad betaler stedbørn i arveafgift?

Kære Monica Kromann

Jeg henvender mig til dig på vegne af en nær ven, der desværre lige har mistet sin ægtefælle.

Min ven har ikke selv børn, men hans kone havde 3 børn, som han føler sig som en far for, og som han har en tæt tilknytning til. Min vens nærmeste familie er hans bror, som han ikke har meget kontakt til.

Min ven ønsker, at hans stedbørn skal arve ham, og vil derfor gerne vide, hvad de skal betale i afgift ved hans død?

Jeg håber, at du vil besvare min vens spørgsmål.

På forhånd tak.

Med venlig hilsen

Max

Svar:

Kære Max

Tak for dit spørgsmål til min juridiske brevkasse, som jeg vil besvare i det følgende. 

Hvis din ven ønsker, at hans stedbørn skal arve ham er det vigtigt, at han opretter et testamente. Såfremt, han ikke opretter et testamente, vil arven efter ham blive fordelt efter de legale regler i Arveloven, og hans bror vil derfor arve efter ham.

Ved at oprette et testamente kan din ven beslutte, at hans 3 stedbørn skal arve ham. Da din ven ikke har tvangsarvinger kan han derfor fuldtud selv bestemme hvem der skal arve hans formue.

Reglerne om boafgift (arveafgift), fremgår af Boafgiftsloven.

Ægtefæller er i henhold til loven afgiftsfritaget hvilket betyder, at ægtefæller betaler 0 % i afgift.

Andre arvinger skal betale den almindelige boafgift på 15 %, og så er der også arvinger, der bliver pålagt at betale tillægsboafgift således, at de samlet skal betale en afgift på 36,25 %.

De arvinger, der kun skal betale den almindelige boafgift på 15 % er blandt andet børn, stedbørn og børnebørn.

Arvinger, der også skal betale tillægsboafgift og derved samlet betale 36,25 % er blandt andet søskende, nevøer og niecer. 

Det vil altså sige, at din vens stedbørn kun skal betale den almindelige boafgift på 15 %, hvis din ven begunstiger dem i sit testamente.

Der er dog et bundfradrag på kr. 295.300,-, hvilket vil sige, at kr. 295.300,- af afdødes værdier er uden afgift. Hvis afdøde for eksempel efterlader aktiver for en samlet værdi på kr. 200.000,-, skal der altså ikke betales boafgift.

Jeg håber ovenstående besvarede dit spørgsmål.

Hvis du og din ven har brug for yderligere råd og vejledning, er I velkommen til at skrive til mig på nedenstående mail. 

Det er muligt at læse flere af mine brevkasseindlæg om familie – og arveretlige problemstillinger på min hjemmeside: www.advokatkromann.dk.

 

Med venlig hilsen

Monica Kromann

Advokat (H)

mk@advokatkromann.dk

Kontakt
KROMANN advokatfirma

Ring 8618 1102 eller udfyld formularen herunder, hvis du ønsker at blive kontaktet af en af vores advokater

Tak for din henvendelse.

Vi kontakter dig hurtigst muligt.

Der skete desværre en fejl under afsendelse af din besked.

Du er velkommen til at ringe på 8618 1102 eller sende en mail til KROMANN advokatfirma i stedet

Emner:

Danske Familieadvokater Advokatsamfundet Danske ArveretsAdvokater