Kan mine børnebørn arve i stedet for min datter?
Kære Monica
Min voksne datter har for efterhånden en del år siden brudt kontakten med mig, og jeg har nu opgivet at få den genoprettet igen. Jeg ser dog heldigvis stadig hendes voksne børn og har et godt forhold til dem på trods.
Mit spørgsmål er derfor, om jeg godt kan bestemme, at mine børnebørn skal arve i stedet for min datter?
Jeg har også en søn, der har fire børn, og jeg ønsker ikke at omgå ham. Er dette muligt?
De bedste hilsner
Lis
Svar:
Kære Lis
Mange tak for dit spørgsmål til min juridiske brevkasse, som jeg vil besvare i det følgende.
Langt overvejende kan det du skitserer godt lade sig gøre, dog ikke fuldt ud så længe din datter stadig lever.
Efter Arvelovens regler er dine nærmeste arvinger dine børn, og de arver som udgangspunkt ligeligt efter dig, som dine livsarvinger. Hvis et barn er død, vil pågældendes børn træde i dennes sted og arve dennes andel. Dette er dog ikke tilfældet for nuværende og jeg vil derfor anbefale dig at oprette et testamente for at dine ønsker kan efterkommes videst muligt.
Din datter kan dog ikke fuldstændigt omgås ved fordelingen af arven efter dig. Dette skyldes, at hun er tvangsarving. Dette betyder, at hun, uanset hvad du måtte bestemme i et testamente, har ret til at modtage en fjerdedel af hendes arvelod som tvangsarv.
Da du har to børn, vil de som udgangspunkt skulle arve halvdelen hver, din datter har derfor krav på en fjerdedel af halvdelen altså 1/8 af arven efter dig som tvangsarv.
Dermed er der 3/8 af din samlede arv, som du kan testere til dine børnebørn på din datters side, mens du kan testere de resterende 4/8 til din søn.
Din datter kan altså ikke skrives helt ud af arven, men hendes andel kan begrænses betydeligt.
Arveloven har desuden en mulighed for at begrænse tvangsarven yderligere, dette er dog kun relevant for arveladere, der forventer at efterlade sig en større formue, men jeg vil for god ordens skyld, gennemgå den kort:
Reglen betyder, at man kan bestemme, at en arvings tvangsarvelod skal begrænses til et beløb, der i 2026 udgør 1.580.000 kr. Beløbet opreguleres hvert år. Reglen er altså kun relevant for dig, hvis din formue er så stor at 1/8 af formuen er svarer til beløbet.
For langt de fleste boer gør dette sig ikke gældende og man kan derfor ikke begrænse tvangsarven til mindre end en fjerdedel.
Det er desuden vigtigt at understrege at du kun kan foretage dig disse dispositioner i et testamente. Det vil derfor være min anbefaling, at du tager kontakt til en advokat med speciale i arveret, som kan hjælpe med at sikre, at dine ønsker bliver formuleret korrekt og i overensstemmelse med lovgivningen.
Der er forskellige testamentetyper, men i en situation, som din, hvor der allerede er familiekonflikt, vil et notartestamente ofte være det mest robuste valg, fordi notaren blandt andet skal forholde sig til testators identitet og evne til fornuftmæssigt at oprette testamente, således at dette ikke efterfølgende kan betvivles i forbindelse med bodelingen.
Jeg håber, at ovenstående besvarede dit spørgsmål. Såfremt du ønsker yderligere rådgivning eller hjælp i forbindelse med oprettelsen af et testamente, er du velkommen til at kontakte KROMANN advokatfirma. Kontakt os på mail: kontakt@advokatkromann.dk eller tlf. 8618 1102.
Vi afholder desuden et gratis og uforpligtende oplæg om testamenter og fremtidsfuldmagter hos KROMANN advokatfirma torsdag den 27. august 2026 kl. 17:00 på vores kontor i Aarhus C.
Såfremt du har lyst til at deltage, kan du enten sende en mail til kontakt@advokatkromann.dk med navn, telefonnummer og antal deltagere eller ringe på tlf.: 86 18 11 02.
Alle er velkomne.
Du kan læse flere brevkasseindlæg om familie- og arveretlige problemstillinger på min hjemmeside: www.advokatkromann.dk/brevkasse.
Med venlig hilsen
Monica Kromann
Advokat (H)
mk@advokatkromann.dk
Testamente
Opret testamente og bestem selv hvem arv skal tilfalde ved død og om arv skal være særeje for børn
Se mere