Spørgsmål:
Tvangsfjernelse af børn fra hjemmet
Kære Monica Kromann,
Jeg læser så vidt muligt din brevkasse hver uge, og skriver nu til dig for første gang på vegne af min unge niece. Det forholder sig således, at min niece, efter at have født i en ung alder, desværre i svær grad lider af fødselsdepression, hvilket gør, at hun ikke altid har så meget overskud og energi i dagligdagen, hverken til sig selv eller til sin datter – men hun forsøger at få hjælp alle de steder, som hun kan – blandt andet hos familien - og hun er en god og kærlig mor. Datteren er da også helt sund og rask. Det er de sociale myndigheder desværre ikke helt enige i, og truer med at fjerne datteren imod hendes vilje.
Jeg er derfor meget bekymret for hende, idet hendes depression betydeligt er forværret siden al den ballade med de sociale myndigheder startede. Det tærer selvfølgelig også meget på familien.
Jeg håber, at du kan skrive lidt om hvordan sådan en sag forløber og om hendes rettigheder, så hun forhåbentlig kan fokusere på det positive igen.
Med venlig hilsen
Den bekymrede
Svar:
Kære Bekymrede,
Tak for din henvendelse og dine spørgsmål på vegne af din niece, som jeg i det følgende vil forsøge at besvare.
Det hænder desværre af og til, at de sociale myndigheder, i praksis kommunen, mener, at et barn skal anbringes uden for hjemmet – også uden forældrenes, eller som i dette tilfælde moderens, samtykke, altså en såkaldt ”tvangsmæssig anbringelse uden for hjemmet”. Dette tærer ofte på forældrene og den nærmeste familie, og kan sommetider være ganske ødelæggende for familien. Det er derfor godt, at kende sine rettigheder og muligheder, og måske ligeså vigtigt, at familie og venner, der ofte har mere overskud, støtter og hjælper de berørte forældre.
I det følgende vil jeg først kort gennemgå det typiske forløb i sager vedrørende tvangsmæssig anbringelse uden for hjemmet, og dernæst gennemgå de rettigheder, som forældrene/forælderen har. En indehaver af forældremyndigheden har i disse sager samme rettigheder som de biologiske forældre, men der vil i det følgende alene blive refereret til forældrene.
Forløbet
En sag om tvangsmæssig anbringelse uden for hjemmet starter som oftest ved, at kommunen modtager en eller flere underretninger fra enten børnehave/skole, læge, naboer, familiemedlemmer eller lignende. I princippet har alle, såvel almindelige borgere, men særligt de professionelle, dvs. læger, socialrådgivere og andre offentlige personer en lovmæssig underretningspligt, hvilket fremgår af Servicelovens kap. 27. Hvis nogen således får kendskab til, at et barn lever under forhold, der er skadeligt for barnets sundhed, velfærd og udvikling, skal de underrette de relevante myndigheder. Kommunen har i så fald pligt til konkret at vurdere, om barnets forhold skal undersøges nærmere. Er der grundlag herfor, indhenter kommunens socialrådgivere udtalelser fra børnehave/skoler, læger, psykologer og andre relevante fagpersoner. Hvis det herefter vurderes nødvendigt at barnet skal anbringes uden for hjemmet, men er forældrene ikke er enige heri, indstiller socialrådgiverne dette til kommunens Børne- og Ungeudvalg (herefter benævnt kommunen), der træffer endelig afgørelse herom. Børne- og Ungeudvalget består af en byretsdommer, medlemmer af kommunalbestyrelsen samt pædagogisk-psykologisk sagkyndige.
Rettighederne
Reglerne vedrørende underretningspligt, forløbet samt forældrenes rettigheder ved en tvangsan-bringelse uden for hjemmet fremgår af Serviceloven (lovbekendtgørelse nr. 1093 af 05/09/2013).
Servicelovens § 58 foreskriver, at kommunen alene kan træffe afgørelse om, at barnet skal anbringes uden for hjemmet uden forældrenes samtykke, såfremt der er åbenbar risiko for, at barnets eller den unges sundhed eller udvikling lider alvorlig skade på grund af en række forskellige forhold, eksempelvis misbrug, vold, vanrøgt eller manglende omsorg. Dette må dog ifølge lovgivningen kun ske, når der er formodning om, at problemerne ikke kan løses under barnets fortsatte ophold i hjemmet.
Inden kommunen træffer afgørelse i sagen, har forældrene ret til at se samtlige af sagens dokumenter, og forældrene har ligeledes mulighed for og ret til at udtale sig inden, at afgørelsen træffes. Det berørte barn skal som udgangspunkt også høres i sagen – hvilket dog af naturlige årsager afhænger af barnets alder og udvikling. Er det nødvendigt med en foranstaltning for at sikre barnets sundhed og udvikling, er kommunen som altovervejende udgangspunkt forpligtet til at vælge den mindst indgribende foranstaltning, men foranstaltningen skal dog samtidig vurderes til at være tilstrækkelig til opfyldelse af formålet. Dette betyder, at andre muligheder og tiltag end tvangsfjernelse skal anvendes, hvis disse vurderes til at kunne sikre barnets sundhed og udvikling. Andre tiltag kan eksempelvis bestå af vejledning og støtte, tilbud om døgninstitution, kontaktperson eller hjælpegrupper. Først når der er tilstrækkelig dokumenterbart grundlag for at fastslå, at det er udelukket at løse de foreliggende problemer under barnets fortsatte ophold i hjemmet eller eventuelt en døgninstitution, kan en tvangsfjernelse komme på tale. I disse tilfælde træffer kommunen tillige afgørelse om, hvor barnet skal anbringes – hvor forældrene og barnet har ret til at blive hørt - og i hvilket omfang, at det skal have samvær med forældrene eventuelt under deltagelse af en tredje person, hvis dette anses for værende nødvendigt under de foreliggende forhold.
Er forældrene uenige i kommunens afgørelse om anbringelse af barnet uden for hjemmet, kan afgørelsen påklages til Ankestyrelsen – enten af forældrene eller af barnet selv, hvis det er fyldt 12 år. Ankestyrelsen har herefter 8 uger til at behandle sagen, og såvel forældrene som barnet kan få lov til at udtale sig (på ny), inden at der træffes afgørelse. Er forældrene ligeledes uenige i Ankestyrelsens afgørelse, kan denne indbringes for byretten og Landsretten.
Er barnet ikke anbragt uden for hjemmet inden for det seneste år forud for den aktuelle anbringelse, og kommunen ønsker at fastholde tvangsanbringelsen i mere end et år, skal der træffes fornyet afgørelse. Såfremt barnet har været anbragt uden for hjemmet inden for det seneste år forud for den aktuelle anbringelse, skal kommunen dog ført træffe fornyet afgørelse, hvis anbringelsen skal fastholdes i mere end to år. Hvis sagen er indbragt for Ankestyrelsen eller domstolene, regnes fristen først fra endelig afgørelse eller dom. Der kan dog af kommunen, Ankestyrelsen og retten fastsættes en kortere frist.
Herudover skal kommunen løbende påse om betingelserne for fortsat anbringelse uden for hjemmet er opfyldt. Er betingelserne ikke længere opfyldt, træffer kommunen afgørelse om hjemgivelse. Kommunen skal dog forinden have samtaler med barnet og eventuelt med anbringelsesstedet. Forældrene kan dog til enhver tid anmode kommunen om hjemgivelse af barnet, også umiddelbart efter at der er truffet afgørelse om tvangsanbringelse. Det samme kan barnet selv, såfremt det er fyldt 15 år. Men kommunen er imidlertid ikke forpligtet til at behandle en sådan anmodning medens sagen behandles ved Ankestyrelsen eller ved domstolene. I andre tilfælde er kommunen forpligtet til at behandle anmodningen fra forældrene/barnet.
Som kommunen allerede gerne skulle have vejledt din niece om, har hun dels adgang til gratis advokatbistand under hele sagens forløb, og dels har din niece adgang til frit at vælge sin advokat. Det kan typisk være en fordel, at forældrene selv vælger deres advokat, idet kommunen alternativt vil udpege en advokat. En af kommunen udpeget advokat kan dog efterfølgende udskiftes af forældrene.
En advokat kan i forbindelse med en sag om anbringelse uden for hjemmet blandt andet hjælpe med at gennemgå og vurdere det ofte omfattende materiale i sagen, herunder udtalelser og vurderinger fra kommunen, børnehaver, læger mv., og sikre at disse og at afgørelsen i sin helhed er i overensstemmelse med gældende lovgivning og praksis. Advokaten kan også være med til at sikre, at mindre indgribende foranstaltninger er forsøgt forinden tvangsanbringelse.
Jeg håber, at ovenstående har givet dig et overblik over forløbet i tvangsanbringelsessa-ger samt de muligheder og rettigheder, som din niece har i sagen.
Med venlig hilsen
Monica Kromann
Advokat (H)
