Hvordan sikrer jeg mig, at jeg ikke modtager livsforlængende behandling?
Kære Monica Kromann
I år 2012 oprettede jeg og betalte for et livstestamente på Rigshospitalet. Dette gjorde jeg for at sikre mig, at jeg ikke får livsforlængende behandling og bliver holdt kunstigt i live.
Jeg skriver nu til din juridiske brevkasse, da jeg har erfaret, at mit livstestamente ikke længere er gyldigt. Mit spørgsmål er derfor, hvad jeg så skal gøre for at sikre mig, at jeg ikke modtager livsforlængende behandling?
Med venlig hilsen
Den bekymrede
Svar:
Kære bekymrede
Tak for dit spørgsmål til min juridiske brevkasse, som jeg vil besvare i det følgende.
Det er korrekt, at det fra den 1. januar 2019 ikke er muligt, at oprette et livstestamente. De livstestamenter der er oprettet før den 1. januar 2019 vil dog fortsat være gyldige. Det vil sige, at såfremt du har oprettet et gyldigt livstestamente i år 2012, vil det stadig være gyldigt i dag og fremadrettet.
Livstestamentet er fra den 1. januar 2019 erstattet af det såkaldte behandlingstestamente. Et behandlingstestamente giver flere muligheder, og bindende for sundhedspersonalet, hvor et livstestamente kun er vejledende.
Et behandlingstestamente giver mulighed for, at du på forhånd kan beslutte, at du ikke ønsker livsforlængende behandling, hvis du skulle komme i en situation, hvor du ikke længere selv er i stand til, at tage stilling til din behandling.
I et behandlingstestamente kan du bestemme, at du ikke ønsker livsforlængende behandling, herunder genoplivning ved hjertestop, i følgende tre forskellige situationer:
- Hvis du ligger for døden, og behandlingen vil forlænge dit liv, men ikke vil betyde, at du får det bedre eller får lindret dine smerter.
- Hvis du er så svækket af sygdom, ulykke eller alder, at du aldrig igen kommer til at kunne tage vare på dig selv.
- Hvis behandlingen kan betyde, at du overlever, men lægen vurderer, at de fysiske konsekvenser af sygdommen eller af selve behandlingen vil være meget alvorlige og lidelsesfulde.
Det er muligt i behandlingstestamentet at bestemme, at testamentet kun skal være gyldigt, hvis dine nærmeste pårørende giver deres accept.
Hvis du opretter et behandlingstestamente, vil det træde i kraft den dag, hvor du ikke længere selv er i stand til, at tage stilling til din behandling. Det er lægerne, der beslutter hvornår en patient er i en tilstand der gør, at behandlingstestamentet skal træde i kraft.
For at kunne oprette et behandlingstestamente skal du være fyldt 18 år, være i stand til at tage vare på dig selv og forstå konsekvenserne af din beslutning.
Der er to måder hvorpå du kan oprette et behandlingstestamente. Den ene mulighed er, at du går ind på hjemmesiden www. sundhed.dk og opretter behandlingstestamentet her ved hjælp af NemID. Den anden mulighed er, at du udfylder en blanket i hånden, og sender den til Sundhedsdatastyrelsen. Du kan naturligvis også kontakte en advokat, der vil kunne hjælpe dig med at oprette et behandlingstestamente.
For at opsummere vil det altså sige, at alle, der har oprettet et livstestamente før 1. januar 2019 stadig har et gyldigt livstestamente, men det er altså ikke længere muligt, at oprette nye livstestamenter, da dette er erstattet af behandlingstestamentet.
Såfremt du ønsker at være helt sikker på, at du ikke modtager livsforlængende behandling, vil jeg anbefale dig, at du opretter et behandlingstestamente, da dette er bindende for sundhedspersonalet. Dit nuværende livstestamente er kun vejledende for sundhedspersonalet, men dog stadig gyldigt.
Jeg håber, at ovenstående var svar på dit spørgsmål.