Kan man ophæve tredjemandsbestemt særeje?

Kære Monica Kromann

 

Min kommende hustru og jeg venter vores første barn om nogle måneder og kigger ligeledes efter vores første hus.

Min bedstemor vil i den forbindelse gerne give mig et stort forskud på arv, så jeg får bedre mulighed for at etablere mig med min lille familie. Min bedstemor vil dog gerne bestemme, at arveforskuddet skal være mit fuldstændige særeje, da hun altid har været skeptisk over for min kommende hustru.

Dette ønsker jeg dog ikke, da jeg gerne vil gå ligebyrdigt ind i ægteskabet med min kommende hustru.

Mit spørgsmål er derfor om jeg kan modsætte mig, at arven bliver særeje?

 

De bedste hilsner

Daniel

Arveret

Står du midt i en strid omkring arv? Få rådgivning og hjælp.

Se mere

Svar:

Kære Daniel

 

Mange tak for dit spørgsmål til min juridiske brevkasse, som jeg vil besvare i det følgende.

Man kan som gavegiver og arvelader frit bestemme særeje over de gaver man giver, og den arv, man efterlader sig. Dette følger af ægtefællelovens § 23. Dette gælder også for arveforskud. Det er således op til din bedstemor om, hun gerne vil have, at arveforskuddet skal være dit fuldstændige særeje.

Ifølge bestemmelsens 2. stykke, er det ligeledes op til din bedstemor, om hun vil tillade, at din kommende hustru og du skal have lov til at ændre denne særejebestemmelse ved en ægtepagt.

Det er dog kun, hvis din bedstemor giver en sådan specifik tilladelse, at I vil kunne ændre arveforskuddets særejestatus. Hvis det derimod ikke lykkes jer at overtale hende til at enten undlade at indføje en særejebestemmelse eller tillade jer at ændre særejebestemmelsen, vil det ikke være muligt for jer at undgå at arveforskuddet bliver særeje.

Hvis vilkåret fastholdes, vil din eneste mulighed for at undgå det således være at undsige dig arveforskuddet.

Alternativt kan du prøve at overtale din bedstemor til, at arveforskuddet alene skal være dit skilsmissesæreje, således at det kun er ved en eventuel separation eller skilsmisse, at særejet ikke skal deles med din hustru. Med denne løsning sikres det for eksempel, at din hustru ved din bortgang kan sidde i uskiftet bo, uden at dit særeje skal skiftes særskilt.

Det er dog vigtigt at nævne, at bestemmelser om tredjemandsbestemt særeje ifølge praksis skal gives senest samtidig med, at arveforskuddet ydes, da arveforskud på dette punkt behandles ligesom gaver. Af bevismæssige grunde gives sådanne særejebestemmelser ofte skriftligt samtidig med gaven. Det er således ikke tilstrækkeligt, hvis din bedstemor alene i sit testamente har bestemt, at arveforskuddet skal være særeje, og ikke giver vilkåret i forbindelse med udbetalingen.

Modtager du således arveforskuddet, inden din bedstemor meddeler, at det skal være dit fuldstændige særeje, må bestemmelsen anses for at være givet for sent, og er derfor ikke virksom. Arveforskuddet indgår herefter som delingsformuemidler i dit kommende ægteskab.

Jeg håber, at ovenstående besvarede dit spørgsmål. Såfremt du har yderligere spørgsmål eller behov for rådgivning om særeje eller andre juridiske problemstillinger, er du naturligvis altid velkommen til at kontakte KROMANN advokatfirma for yderligere rådgivning. Kontakt os på mail: kontakt@advokatkromann.dk eller telefon 86 18 11 02.

Du kan læse flere brevkasseindlæg om familie- og arveretlige problemstillinger på min hjemmeside: www.advokatkromann.dk/brevkassen/.

 

Med venlig hilsen

 

Monica Kromann

Advokat (H)

mk@advokatkromann.dk

Arveret

Står du midt i en strid omkring arv? Få rådgivning og hjælp.

Se mere

 

Advokat Monica Kromann

KROMANNs juridiske brevkasse

Ønsker du svar på et spørgsmål, der må offentliggøres i juridisk brevkasse, eventuelt i anonymiseret form?

Send dit spørgsmål til kontakt@advokatkromann.dk så vil svaret muligvis blive bragt i den efterfølgende uge. 

Du finder svar på alle publicerede og stillede spørgsmål her i brevkassen.

Vær opmærksom på, at svarene i brevkassen ikke kan erstatte juridisk rådgivning. Læs mere om det ved at klikke her.

God fornøjelse med læsningen!

Kontakt
KROMANN advokatfirma

Ring 8618 1102 eller udfyld formularen herunder, hvis du ønsker at blive kontaktet af en af vores advokater.

Tak for din henvendelse.

Vi kontakter dig hurtigst muligt.

Der skete desværre en fejl under afsendelse af din besked.

Du er velkommen til at ringe på 8618 1102 eller sende en mail til KROMANN advokatfirma i stedet.