Hvor skal min datter være juleaften?
Kære Monica Kromann
Nu nærmere julen sig og jeg har derfor et spørgsmål, jeg håber, du vil besvare.
Min eksmand og jeg har fælles forældremyndighed over vores datter på 11 år. Vi har aldrig haft en skriftlig samværsaftale – da dette ikke har været nødvendigt. De seneste mange år har vi derfor bare haft mundtlige aftaler om samvær i julen. Min datter har imidlertid nu givet udtryk for, at hun ønsker at holde jul ved mig i år, selvom det i princippet er hendes fars års.
Jeg har foreslået min eksmand at bytte rundt på julen i år, og tilbudt ham yderligere samvær i jueldagene. Min eksmand mener dog, at det er hans tur til at holde jul med vores datter i år.
Min datter er dog efterhånden så stor, at jeg mener, at hun selv må bestemme. Hvordan skal jeg forholde mig hertil?
Med venlig hilsen
Moderen
Svar:
Kære Moder
Det er først og fremmest altid en god idé at lave en skriftlig aftale omkring samvær for ens børn, selvom man på nuværende tidspunkt har et godt og velfungerende samarbejde, således der ikke senere hen opstår konflikter og man kan forblive med at have et godt samarbejde omkring ens børn. Jeg vil derfor anbefale jer at udarbejde en sådan aftale.
Det er muligt at indgive en anmodning til Statsforvaltningen, hvis man som forældre ikke kan blive enige om samvær. Det er således Statsforvaltningen, der har kompetencen til at træffe afgørelse omkring samværet og samværets omfang.
Hvis I som forældre plejer at skiftes til at have børnene i julen, vil Statsforvaltningen som udgangspunkt ikke ændre på denne praksis mellem jer. Statsforvaltningen vil som udgangspunkt ikke ændre på de aftaler, der tidligere har fungeret mellem jer, såfremt disse har fungeret og der ikke er ændret forhold.
Derudover er udgangspunktet, at forældrene skiftes til at have børnene i julen og i det modsatte år nytåret. Medmindre der i familien har været en fast tradition i gennem en årrække, hvor børnene er hjemme hos bopælsforælderen, juleaften, vil Statsforvaltningen i højre grad beslutte at samvær juleaften skal fortsætte som det plejer. Det er dog altid en konkret vurdering.
Et større barn har naturligvis mulighed for at give udtryk for sin holdning og sine ønsker gennem en samtale i Statsforvaltningen. Det betyder og ikke, at barnet selv kan bestemme, hvordan samværet skal være. Statsforvaltningen vil dog tage hensyn til barnets holdning i deres afgørelse afhængig af barnets alder og modenhed.
Jeg håber, at ovenstående har besvaret dit spørgsmål. I ønskes en glædelig jul.
Med venlig hilsen
Monica Kromann
Advokat (H)