Separation eller skilsmisse?

Kære Monica Kromann

Min mand og jeg har længe gået med overvejelser om at gå hver til sit, idet vores ægteskab ikke har fungeret i en årrække.

Vi har været gift i tolv år, og vi har sammen to børn på henholdsvis 12 og 16 år.
Vi ønsker en fredelig skilsmisse, og vi har begge ønsker om fortsat at kunne samarbejde omkring vores børn.

Beslutningen er således taget, men vi er i tvivl om selve processen. Hvad er forskellen på separation og skilsmisse, og hvordan bliver vi nemmest skilt?

Jeg håber, at du vil besvare mit spørgsmål.

Med venlig hilsen

Margit

Svar:

Kære Margit

Tak for dit spørgsmål til min juridiske brevkasse, som jeg vil besvare i det følgende.

Forskellen på separation og skilsmisse er, at ægteskabet opløses ved en skilsmisse, mens en separation kan betragtes som en slags prøveopløsning, hvor I fortsat formelt er gift.

Retsvirkningerne af separation og skilsmisse er i de fleste henseender de samme. Formuefællesskabet ophører ved udløbet af den dag, hvor anmodning om separation eller skilsmisse modtages af Familieretshuset. Arveretten mellem ægtefæller bortfalder ligeledes fra tidspunktet, hvor separation eller skilsmisse er bevilget, eller der foreligger dom herom.

Der er dog enkelte væsentlige forskelle mellem en separation og en skilsmisse, herunder at en ægtefælle ensidigt kan søge om separation, og at man ikke som separeret kan indgå nyt ægteskab, da ægteskabet fortsat består i separationsperioden. Desuden bortfalder separationen, hvis ægtefællerne genoptager samlivet, men skilsmissen derimod ikke ophæves ved genoptagelse af samlivet.

I kan enten vælge at søge direkte om skilsmisse, eller I kan vælge en separationsperiode, inden I bliver skilt.

For at blive separeret skal en af jer udfylde en ansøgning om separation på Familieretshusets hjemmeside. Herefter skal I flytte fra hinanden inden for tre måneder, ellers risikerer I, at jeres separation bliver annulleret.

Efter seks måneders separation har man ret til at blive skilt, men I kan blive skilt på et hvilket som helst tidspunkt efter separationen – også før de seks måneder er gået, hvis blot I er enige om skilsmissen. Hvis I ikke er enige om skilsmissen, kan I blive skilt ved dom efter de seks måneder.

Er I allerede nu enige om skilsmisse, kan I blive skilt med det samme. Dette gøres ved at udfylde en ansøgning på Familieretshusets hjemmeside.

Du oplyser, at I har to børn under 18 år. Der er indført en obligatorisk refleksionsperiode på 3 måneder, når ægtefæller med fælles børn under 18 år søger om direkte skilsmisse. I skal derfor igennem en refleksionsperiode på 3 måneder, såfremt I søger om direkte skilsmisse, og I kan således ikke blive skilt med det samme.

Refleksionsperioden er tænkt som en mulighed for, at I kan reflektere over, hvorvidt I ønsker en skilsmisse og i givet fald, hvordan I bedst kan passe på børnene i forbindelse med skilsmissen.

Jeg håber ovenstående besvarede dit spørgsmål og gjorde dig klogere på beslutningen om separation eller skilsmisse. Det er muligt at læse flere af mine brevkasseindlæg om familie – og arveretlige emner på min hjemmeside: www.advokatkromann.dk/brevkassen/.

 

Med venlig hilsen

Monica Kromann

Advokat (H)

mk@advokatkromann.dk

 

Advokat Monica Kromann

KROMANNs juridiske brevkasse

Ønsker du svar på et spørgsmål, der må offentliggøres i juridisk brevkasse, eventuelt i anonymiseret form?

Send dit spørgsmål til kontakt@advokatkromann.dk så vil svaret muligvis blive bragt i den efterfølgende uge. 

Du finder svar på alle publicerede og stillede spørgsmål her i brevkassen.

Vær opmærksom på, at svarene i brevkassen ikke kan erstatte juridisk rådgivning. Læs mere om det ved at klikke her.

God fornøjelse med læsningen!

Kontakt
KROMANN advokatfirma

Ring 8618 1102 eller udfyld formularen herunder, hvis du ønsker at blive kontaktet af en af vores advokater

Tak for din henvendelse.

Vi kontakter dig hurtigst muligt.

Der skete desværre en fejl under afsendelse af din besked.

Du er velkommen til at ringe på 8618 1102 eller sende en mail til KROMANN advokatfirma i stedet