Skal min ægtefælle have del i værdistigningen på mit hus?

Kære Monica Kromann

 

Min mand og jeg skal skilles. Jeg ejede allerede huset, før vi blev gift, og huset står kun i mit navn. Vi har ikke oprettet ægtepagt.

Huset er steget en del i værdi, siden vi blev gift. Min mand mener derfor, at han skal have del i den værdistigning, der er sket gennem årene. Jeg mener derimod, at huset er mit, fordi jeg købte det før ægteskabet, og fordi det kun er mig, der står som ejer.

Jeg er derfor i tvivl om, hvilken betydning husets værdi har for bodelingen. Skal huset medregnes med den værdi, det havde, da vi blev gift, eller den værdi det har i dag?

Jeg håber, at du vil besvare mit spørgsmål.

 

Med venlig hilsen

Helle

Skilsmisse og separation

Rådgivning i forbindelse med separation og skilsmisse, samt ansøgninger til Famileretshuset

Se mere

Bodeling

Find gode og konstruktive løsninger ved deling af boet efter skilsmisse

Se mere

Svar:

Kære Helle

 

Tak for dit spørgsmål til min juridiske brevkasse, som jeg vil besvare i det følgende.

 

Det forhold, at du ejede huset før indgåelse af ægteskabet, og at huset alene står i dit navn, betyder ikke i sig selv, at husets værdi holdes uden for bodelingen.

Under ægteskabet ejer du og din mand fortsat hver jeres aktiver. Hvis I bliver separeret eller skilt, skal værdien af den delingsformue, som hver af jer har, som udgangspunkt indgå i en ligedeling. Det gælder dog ikke aktiver, der er gjort til særeje ved ægtepagt, eller aktiver, der er erhvervet for særejemidler.

En separation eller skilsmisse ændrer således ikke ejerskabet til huset. Du vil fortsat være ejer af huset, men husets nettoværdi kan få betydning for, hvor meget der skal udlignes mellem dig og din mand ved bodelingen.

Her skal man være opmærksom på forskellen mellem ophørsdagen og værdiansættelsestidspunktet.

Ophørsdagen er som udgangspunkt udgangen af det døgn, hvor Familieretshuset modtager anmodningen om separation eller skilsmisse. Det er de aktiver og den gæld, som hver ægtefælle havde på dette tidspunkt, der indgår i formuedelingen.

Aktiverne værdiansættes derimod som udgangspunkt på udlægstidspunktet eller, hvis aktivet ikke er udlagt inden da, ved skiftets afslutning. Hvis du overtager huset i forbindelse med bodelingen, vil huset derfor som udgangspunkt skulle værdiansættes på det tidspunkt, hvor du overtager det.

Det betyder, at eventuelle værdistigninger eller værdifald på huset frem til værdiansættelsestidspunktet indgår i bodelingen. Det er således ikke værdien på tidspunktet for ægteskabets indgåelse, der er afgørende.

Ved opgørelsen skal der i øvrigt også tages højde for den gæld, der kan fradrages i delingsformuen, herunder typisk gæld med sikkerhed i huset. Det er således husets nettoværdi, der er relevant.

Du og din mand kan imidlertid indgå en aftale om bodelingen, herunder om den værdi, huset skal indgå med, ligesom I kan aftale et andet værdiansættelsestidspunkt. En sådan aftale bør af bevismæssige grunde indgås skriftligt.

Hvis I ikke kan blive enige om værdien af huset eller om den økonomiske udligning, kan det være en god idé at få juridisk rådgivning. En advokat med erfaring indenfor familieret kan hjælpe med at gennemgå jeres aktiver, gæld og eventuelle muligheder for, at du kan overtage huset som led i bodelingen.

Jeg håber, at ovenstående besvarede dit spørgsmål. Såfremt du ønsker yderligere rådgivning eller hjælp i forbindelse med den forestående skilsmisse, er du naturligvis altid velkommen til at kontakte KROMANN advokatfirma.

Kontakt os på mail: kontakt@advokatkromann.dk eller telefon 86 18 11 02.

Du kan læse flere brevkasseindlæg om familie- og arveretlige problemstillinger på min hjemmeside: www.advokatkromann.dk/brevkassen/.

 

Med venlig hilsen

 

Monica Kromann

Advokat (H)

mk@advokatkromann.dk

Skilsmisse og separation

Rådgivning i forbindelse med separation og skilsmisse, samt ansøgninger til Famileretshuset

Se mere

Bodeling

Find gode og konstruktive løsninger ved deling af boet efter skilsmisse

Se mere

 

Advokat Monica Kromann

KROMANNs juridiske brevkasse

Ønsker du svar på et spørgsmål, der må offentliggøres i juridisk brevkasse, eventuelt i anonymiseret form?

Send dit spørgsmål til kontakt@advokatkromann.dk så vil svaret muligvis blive bragt i den efterfølgende uge. 

Du finder svar på alle publicerede og stillede spørgsmål her i brevkassen.

Vær opmærksom på, at svarene i brevkassen ikke kan erstatte juridisk rådgivning. Læs mere om det ved at klikke her.

God fornøjelse med læsningen!

Kontakt
KROMANN advokatfirma

Ring 8618 1102 eller udfyld formularen herunder, hvis du ønsker at blive kontaktet af en af vores advokater.

Tak for din henvendelse.

Vi kontakter dig hurtigst muligt.

Der skete desværre en fejl under afsendelse af din besked.

Du er velkommen til at ringe på 8618 1102 eller sende en mail til KROMANN advokatfirma i stedet.