Hvis jeg opretter en fremtidsfuldmagt, er jeg da bundet af denne?

Kære Monica Kromann

Jeg står i den situation, at jeg overvejer at oprette en fremtidsfuldmagt, hvori jeg vil have min datter og søn til at repræsentere mig i en række forhold. Så vidt jeg kan forstå, bestemmer jeg selv hvilke forhold, fuldmagten skal omfatte, men hvis jeg først har angivet nogle forhold, er jeg så bundet af dette valg? Og vil jeg eventuelt kunne indsætte flere fuldmægtige løbende?

Jeg har også undret mig over, hvad forskellen helt præcist er på en fremtidsfuldmægtig og en værge?

 

Jeg håber, at du vil svare på ovenstående.

 

Med venlig hilsen

Jette

Svar:

Kære Jette

Tak for dit spørgsmål til min juridiske brevkasse, som jeg vil besvare i det følgende.

En fremtidsfuldmagt kan oprettes af enhver myndig person og træder først i kraft, når fuldmagtsgiver ikke længere er i stand til at varetage sine forhold. Dette kan både være som følge af personlige forhold eller som følge af sygdom, svækket mentalfunktion eller lignende. Dette indebærer, at det slet ikke er sikkert, at fremtidsfuldmagten nogensinde træder i kraft.

Idet en fremtidsfuldmagt først træder i kraft på det tidspunkt, hvor fuldmagtsgiver ikke længere er i stand til at varetage sine forhold, indebærer dette også, at du som fuldmagtsgiver til enhver tid inden ikraftsættelsen vil kunne ændre eller tilbagekalde din fremtidsfuldmagt. Du vil således godt kunne indsætte flere fuldmægtige løbende. Hvis fremtidsfuldmagten derimod er trådt i kraft, da vil der kun være mulighed for at tilbagekalde denne samt ændre heri, hvis du er i stand til at forstå betydningen heraf. Der skal i denne situation fremsendes en ansøgning til Familieretshuset, der herefter vil tage stilling til, hvorvidt ansøgningen skal imødekommes.

Du har fuldstændig ret i, at du selv bestemmer, hvilke forhold fuldmagten skal omfatte. Det kan således både være økonomiske og personlige forhold. Du skriver, at du ønsker flere personer som fuldmægtige og det skal i denne forbindelse nævnes, at du kan angive forskellige fuldmagtsområder til de pågældende. Det skal dog bemærkes, at du trods din fremtidsfuldmagt har personlig handlefrihed. Dette indebærer, at fremtidsfuldmægtigen aldrig vil kunne tvinge dig til at udføre eller undlade en bestemt handling. En fremtidsfuldmægtig vil ej heller kunne indgå ægteskab eller oprette testamente og denne vil heller ikke kunne flytte dig på plejehjem imod dit ønske.

I forhold til forskellen på en fremtidsfuldmægtig og en værge kan nævnes, at det er Familieretshuset, der iværksætter et værgemål og at der er en række betingelser, der skal være opfyldt, for at en person kan komme under værgemål. Hvis en person kommer i en situation, hvor vedkommende ikke længere kan varetage sine forhold, og vedkommende ikke har oprettet en gyldig fremtidsfuldmagt, vil denne person altså kunne få beskikket en værge under nærmere omstændigheder

Jeg håber, at ovenstående besvarede dit spørgsmål. Såfremt du har brug for rådgivning eller har yderligere spørgsmål i relation til fremtidsfuldmagter, vil jeg anbefale sig at kontakte en advokat med speciale i familie- og arveret. Du er naturligvis altid velkommen til at kontakte KROMANN advokatfirma for bistand i forbindelse hermed.

Det er muligt at læse flere af mine brevkasseindlæg om familie- og arveretlige emner på min hjemmeside:

www.advokatkromann.dk/brevkasse.

 

Med venlig hilsen

Monica Kromann

Advokat (H)

mk@advokatkromann.dk

 

Advokat Monica Kromann

KROMANNs juridiske brevkasse

Ønsker du svar på et spørgsmål, der må offentliggøres i juridisk brevkasse, eventuelt i anonymiseret form?

Send dit spørgsmål til kontakt@advokatkromann.dk så vil svaret muligvis blive bragt i den efterfølgende uge. 

Du finder svar på alle publicerede og stillede spørgsmål her i brevkassen.

Vær opmærksom på, at svarene i brevkassen ikke kan erstatte juridisk rådgivning. Læs mere om det ved at klikke her.

God fornøjelse med læsningen!

Kontakt
KROMANN advokatfirma

Ring 8618 1102 eller udfyld formularen herunder, hvis du ønsker at blive kontaktet af en af vores advokater

Tak for din henvendelse.

Vi kontakter dig hurtigst muligt.

Der skete desværre en fejl under afsendelse af din besked.

Du er velkommen til at ringe på 8618 1102 eller sende en mail til KROMANN advokatfirma i stedet