Hvilke krav skal være opfyldt for at få permanent opholdstilladelse i Danmark?
Kære Monica
Jeg er Filippinsk statsborger og jeg har på nuværende tidspunkt opholdstilladelse i Danmark. Jeg har boet og arbejdet her i 7 år. Jeg ved, at min opholdstilladelse er tidsbegrænset og at jeg derfor skal søge om forlængelse af denne. Jeg har dog tænkt over, hvilke muligheder jeg har for at få permanent opholdstilladelse i Danmark, og om der er en reel forskel på den opholdstilladelse jeg har nu og en permanent opholdstilladelse?
Jeg vil ligeledes spørge om man kan søge om permanent opholdstilladelse hvis man har boet her i landet i 10 år, men uden at have arbejdet de første år af sit ophold?
Jeg håber, du vil besvare mine spørgsmål.
Med venlig hilsen
Joy
Udlændingeret
Vi hjælper dig i sager om familiesammenføring, asyl, statsborgerskab og opholdstilladelse
Se mereSvar:
Kære Joy
Tak for dit spørgsmål til min juridiske brevkasse, som jeg vil besvare i det følgende.
Som du nævner, kan man som tredjelandsstatsborger – dvs. statsborgere i et land udenfor EU/EØS og Schweiz - bo i Danmark med en gyldig opholdstilladelse. Denne skal forlænges inden den udløber, hvis man fortsat ønsker at blive boende i landet.
Forskellen på en permanent opholdstilladelse og en tidsbegrænset opholdstilladelse er, at den permanente ikke skal forlænges løbende. Man kan derfor bo i Danmark resten af ens liv når først man har fået permanent opholdstilladelse. Der er dog undtagelser hertil, og det er derfor min anbefaling, at du søger rådgivning herom. For at opnå permanent opholdstilladelse skal man opfylde nogle bestemte betingelser, som jeg vil gennemgå i det følgende.
Grundlæggende betingelser for at få permanent opholdstilladelse:
- Du skal være fyldt 18 år
- Du skal opfylde betingelserne til din nuværende opholdstilladelse
- Du har boet lovligt i Danmark i minimum 8 år
- Du må ikke have begået bestemte former for kriminalitet
- Du må ikke aktivt have modarbejdet afklaringen af din identitet
- Du skal have bestået Prøve i Dansk 2
- Du må ikke have forfalden gæld til det offentlige
- Du skal acceptere en opholds- og selvforsørgelseserklæring
- Du må ikke have modtaget offentlig hjælp efter aktivloven eller integrationsloven
- Du skal have været i arbejde i mindst 3 år og 6 måneder, indenfor de seneste 4 år
- Du skal fortsat være i arbejde
Til besvarelse af dit andet spørgsmål, kan man have boet i Danmark i 10 år, uden at have arbejdet de første år af sit ophold og opnå permanent opholdstilladelse, såfremt man opfylder ovenfor nævnte betingelse om, at man har været i arbejde i mindst 3 år og 6 måneder indenfor de seneste 4 år og at man fortsat er i arbejde.
Udover de grundlæggende betingelser for permanent opholdstilladelse, gælder der yderligere supplerende betingelser:
- Du skal have bestået Prøve i Dansk 3,
- Du skal have arbejdet i mindst 4 år
- Du skal have bestået en medborgerskabsprøve eller have udvist aktivt medborgerskab,
- Du skal have haft en gennemsnitlig årlig indkomst over et vist beløb.
For at få permanent opholdstilladelse skal man opfylde de grundlæggende betingelser, samt minimum 2 ud af de 4 supplerende betingelser, dog kan man få permanent opholdstilladelse efter at have boet i Danmark i mindst 4 år i stedet for 8 år, hvis man opfylder alle de 4 supplerende betingelser.
Da du nævner, at du har boet her i landet i 7 år, skal du som udgangspunkt vente 1 år med at søge om permanent opholdstilladelse, medmindre du opfylder alle 4 supplerende betingelser og kan se bort fra kravet om ophold i minimum 8 år.
Permanent opholdstilladelse åbner ligeledes op for andre fordele, herunder familiesammenføring, som du kan læse mere om på vores hjemmeside.
Jeg håber, at ovenstående besvarede dit spørgsmål. Du er velkommen til at kontakte KROMANN advokatfirma på tlf.
86 18 11 02, såfremt du har brug for rådgivning i forbindelse med din ansøgning til permanent opholdstilladelse eller andre udlændingeretlige problemstillinger.
Du kan læse flere af mine brevkasseindlæg om udlændingeret, familieret og mange andre emner på min hjemmeside: https://www.advokatkromann.dk/brevkassen/
Med venlig hilsen
Monica Kromann
Advokat (H)
Udlændingeret
Vi hjælper dig i sager om familiesammenføring, asyl, statsborgerskab og opholdstilladelse
Se mere