Specialiseret juridisk rådgivning på højeste faglige niveau.
Ring og forklar os om din situation
Vi fører sager i hele landet

KROMANNs juridiske brevkasse

Ønsker du svar på et spørgsmål, der må offentliggøres i juridisk brevkasse, eventuelt i anonymiseret form?

Send dit spørgsmål til kontakt@advokatkromann.dk så vil svaret muligvis blive bragt i den efterfølgende uge. 

Du finder svar på alle publicerede og stillede spørgsmål her i brevkassen.

Vær opmærksom på, at svarene i brevkassen ikke kan erstatte juridisk rådgivning. Læs mere om det ved at klikke her.

God fornøjelse med læsningen!

Spørgsmål:

Hvad er forskellen på en arving og en legatar?

Kære Monica Kromann

 

Jeg er ved at være oppe i årene, og er i den forbindelse begyndt at overveje, hvorledes arven efter mig skal fordeles.

Jeg har en veninde, som jeg godt vil tilgodese arvemæssigt, men jeg har dog ingen ønsker om, at min veninde skal have mulighed for at overtage nogle af mine ting eller have indflydelse på, hvordan boet efter mig skal behandles.

Jeg har 3 børn, som selvfølgelig også skal arve mig.

Mit spørgsmål er, om jeg kan oprette et testamente og indskrive min veninde uden, at hun får samme rettigheder som mine børn i forhold til, hvem der skal overtage hvad, og hvorledes boet skal behandles?

På forhånd tak for hjælpen.

 

Med venlig hilsen

Else

Svar:

Kære Else

 

Tak for dit spørgsmål til min juridiske brevkasse, som jeg vil besvare i det følgende.

Det er i et testamente muligt at bestemme, hvorvidt en begunstiget skal have stilling som arving eller legatar.

En legatar er en person, der skal arve en bestemt angivet pengesum eller bestemt angivne formuegenstande. Det vil sige, at du i et testamente kan bestemme, at en person skal arve en bestemt genstand som for eksempel en bil eller et bestemt angivet pengebeløb. En legatar har som udgangspunkt ikke indflydelse på dødsboets behandling eller mulighed for at udtage andet, end hvad der er bestemt i testamentet.

En arving er derimod en person, hvis arveret er knyttet til hele dødsboet eller en brøkdel af boet. En arving har mulighed for at udtage aktiver inden for sit arvelod, og har også mulighed for at være med til at bestemme hvordan boet skal behandles.

Det er ikke muligt at bestemme, at en tvangsarving skal have status som legatar i et testamente. Det vil sige, at børn og en ægtefælle altid har status som arving.

I din situation vil jeg anbefale dig at oprette et testamente, hvori du indskriver din veninde som legatar, og angiver hvor stort et beløb hun skal modtage, når du engang afgår ved døden. Derudover skal du skrive hvorledes den resterende arv efter dig skal fordeles mellem dine børn. Såfremt dine børn skal arve lige meget hver, kan du bestemme, at dine børn skal arve en tredjedel hver af resten af boet. 

På den måde modtager din veninde et pengebeløb ved din død, men hun kommer ikke til at få indflydelse på hvordan selve dødsboet skal behandles eller hvem, der skal udtage hvilke aktiver – det vil derimod være dine børn, som kommer til at kunne bestemme dette.

Jeg håber ovenstående besvarede dit spørgsmål. Såfremt du beslutter dig for at oprette et testamente vil jeg anbefale dig at kontakte en advokat med speciale i arveret.

Du kan læse tidligere brevkasseindlæg om familie – og arveretlige problemstillinger på min hjemmeside:

www.advokatkromann.dk/brevkasse

 

Med venlig hilsen

Monica Kromann

Advokat (H)

mk@advokatkromann.dk

Kontakt
KROMANN advokatfirma

Ring 8618 1102 eller udfyld formularen herunder, hvis du ønsker at blive kontaktet af en af vores advokater

Tak for din henvendelse.

Vi kontakter dig hurtigst muligt.

Der skete desværre en fejl under afsendelse af din besked.

Du er velkommen til at ringe på 8618 1102 eller sende en mail til KROMANN advokatfirma i stedet

Emner:

Danske Familieadvokater Advokatsamfundet Danske ArveretsAdvokater