Kan man sidde i uskiftet bo, når ens ægtefælle har særbørn?

Hej Monica,


Min kone og jeg har været gift i snart 30 år. Vi har sammen to børn, og min kone har desuden to børn fra et tidligere ægteskab. 

Hvis min kone dør først, kan jeg så sidde i uskiftet bo? Og kan jeg sikre mig, at de fire børn arver på lige fod efter mig?

 

Mange hilsner fra Kurt

Arveret

Se mere

Svar:

Kære Kurt,

 

Mange tak for dit spørgsmål til vores juridiske brevkasse.

Jeg vil nedenfor besvare dine to spørgsmål hver for sig.

 

Kan længstlevende sidde i uskiftet bo?

Når man sidder i uskiftet bo, udskyder man arvens fordeling, indtil længstlevende ægtefælle ønsker det eller selv går bort. Når der både er fællesbørn og særbørn, er det vigtigt at kende reglerne, da mulighederne for at sidde i uskiftet bo er forskellige. Som udgangspunkt har den længstlevende ret til at sidde i uskiftet bo, såfremt der kun er fællesbørn. Omvendt er reglerne anderledes, hvis førstafdøde efterlader sig særbørn.

Hvis førstafdøde har særbørn, har børnene som udgangspunkt ret til, at boet bliver skiftet ved førstafdødes død. Hermed vil din hustrus særbørn kunne gøre krav på, at deres del af arven efter din hustru udredes med det samme, hvis hun bliver førstafdøde.

Dog kan din kones særbørn vælge at samtykke til, at du kan sidde i uskiftet bo, hvis du bliver længstlevende. Det kan være en fordel at indhente samtykket til uskiftet bo allerede på nuværende tidspunkt, så der er dokumentation på aftalen. Forhåndssamtykket skal underskrives af jer begge og din kones særbørn samt dateres. Du skal være opmærksom på, at din kones særbørn kun kan give samtykke til uskiftet bo, hvis de er myndige.

Hvis I får udarbejdet og underskrevet en forhåndssamtykkeerklæring, og du bliver længstlevende, vil din kones særbørn ikke kunne kræve deres arv udbetalt ved deres mors død, da et forhåndssamtykke til uskiftet bo er bindende. Vi anbefaler, at begge ægtefæller samt de særbørn, som har givet samtykke til uskiftet bo, opbevarer en kopi af forhåndssamtykkeerklæringen.

Den af jer der bliver længstlevende har ret til at sidde i uskiftet bo med den del af arven, som tilfalder jeres fællesbørn, uden at indhente samtykke fra dem.

 

Kan din kones særbørn komme til at arve på lige fod med jeres fællesbørn?

Ifølge arveloven er det kun biologiske børn og adoptivbørn, som arver efter afdøde. Din kones særbørn vil dermed ikke arve efter dig, medmindre du har begunstiget dem i dit testamente. I et testamente kan du tilkendegive, at din kones to særbørn skal arve efter dig på samme vilkår som jeres fællesbørn.

Det er en sædvanlig løsning, at man opretter et testamente, som medfører, at hvis særbørnene ikke giver samtykke til uskiftet bo, vil de alene arve deres tvangsarv.

 

Hvis du ønsker hjælp til oprettelse af et testamente eller forhåndssamtykke til uskiftet bo, er du velkommen til at kontakte KROMANN advokatfirma på 86 18 11 02 eller mail kontakt@advokatkromann.dk.

 

Du kan læse flere brevkasseindlæg om arveret, familieret og mange andre emner på min hjemmeside: www.advokatkromann.dk/brevkassen/.

 

Med venlig hilsen

 

Monica Kromann

Advokat (H)

mk@advokatkromann.dk

Arveret

Se mere
Advokat Monica Kromann

KROMANNs juridiske brevkasse

Ønsker du svar på et spørgsmål, der må offentliggøres i juridisk brevkasse, eventuelt i anonymiseret form?

Send dit spørgsmål til kontakt@advokatkromann.dk så vil svaret muligvis blive bragt i den efterfølgende uge. 

Du finder svar på alle publicerede og stillede spørgsmål her i brevkassen.

Vær opmærksom på, at svarene i brevkassen ikke kan erstatte juridisk rådgivning. Læs mere om det ved at klikke her.

God fornøjelse med læsningen!

Kontakt
KROMANN advokatfirma

Ring 8618 1102 eller udfyld formularen herunder, hvis du ønsker at blive kontaktet af en af vores advokater.

Tak for din henvendelse.

Vi kontakter dig hurtigst muligt.

Der skete desværre en fejl under afsendelse af din besked.

Du er velkommen til at ringe på 8618 1102 eller sende en mail til KROMANN advokatfirma i stedet.