Specialiseret juridisk rådgivning på højeste faglige niveau.
Ring og forklar os om din situation
Vi fører sager i hele landet

KROMANNs juridiske brevkasse

Ønsker du svar på et spørgsmål, der må offentliggøres i juridisk brevkasse, eventuelt i anonymiseret form?

Send dit spørgsmål til kontakt@advokatkromann.dk så vil svaret muligvis blive bragt i den efterfølgende uge. 

Du finder svar på alle publicerede og stillede spørgsmål her i brevkassen.

Vær opmærksom på, at svarene i brevkassen ikke kan erstatte juridisk rådgivning. Læs mere om det ved at klikke her.

God fornøjelse med læsningen!

Spørgsmål:

Er jeg lige så meget far til barnet, når vi ikke er gift?

Kære Monica Kromann

 

Jeg har et spørgsmål vedrørende mine rettigheder som far til min datter, som jeg håber, du vil besvare i din juridiske brevkasse.

Min kæreste og jeg har været sammen i 3 år nu, og skal snart være forældre til en lille pige. Da vi dog begge to stadig er meget unge, har vi ikke lyst til at gifte os lige foreløbig, og jeg kan derfor blive i tvivl, om hvordan mine rettigheder er i forhold til forældremyndigheden over vores datter, når vi ikke er gift.

Jeg har altid gerne ville være far, og jeg vil ikke risikere at miste al kontakt med min lille datter, hvis moderen og jeg skulle gå fra hinanden.

Mit spørgsmål er derfor, om det har nogen indflydelse på min retstilling i forhold til vores fælles barn, at vi lever i et papirløst forhold frem for et egentligt ægteskab?

 

Med venlig hilsen

En kommende far

Svar:

Kære kommende far

 

Tak for din henvendelse til min juridiske brevkasse, som jeg vil forsøge at besvare i det følgende.

Da flere og flere par vælger at leve i et såkaldt papirløst forhold, er dit spørgsmål meget relevant for mange mænd, som sikkert sidder i samme situation som dig.

I dansk ret er udgangspunktet for ugifte samlevende, at det udelukkende er barnets mor, som får forældremyndigheden over barnet. Udgangspunktet hos gifte par er derimod fælles forældremyndighed. Det er derfor vigtigt, at man er opmærksom på sin retsstilling og sine muligheder, hvis man som far ikke er gift med barnets mor.

Selvom udgangspunktet er, at moderen til barnet får forældremyndigheden, er det muligt at aftale fælles forældremyndighed, hvis forældrene sammen underskriver en såkaldt omsorgs- og ansvarserklæring og anmelder denne til Statsforvaltningen. Forældrene vil herefter have fælles forældremyndighed over barnet og dermed samme rettigheder og forpligtelser.

De fleste ugifte samlevende vælger at underskrive en omsorgs- og ansvarserklæring. En sådan erklæring kan skaffes ved henvendelse til Statsforvaltningen, men bliver også sendt til faderen i forbindelse med anerkendelse af faderskabet. 

Det er dog vigtigt at bemærke, at du som far kun får fælles forældremyndighed ved at udfylde en omsorgs- og ansvarserklæring, hvis barnets mor frivilligt medvirker. Ønsker barnets mor ikke, at I får fælles forældremyndighed over barnet, er der mulighed for at indbringe spørgsmålet for domstolene, og igennem dom få fælles forældremyndighed.

Afslutningsvist bemærkes det, at I har mulighed for efterfølgende at aftale fælles forældremyndighed, hvis I ikke får gjort det i forbindelse med barnets fødsel. En sådan aftale skal ske ved at indsende en bestemt blanket om anmeldelse af fælles forældremyndighed til Statsforvaltningen. Du kan finde blanketten på Statsforvaltningens hjemmeside www.statsforvaltningen.dk.

Jeg håber at min besvarelse har givet dig et overblik over din retstilling. Hvis du skulle have yderligere spørgsmål eller senere skulle få brug for assistance i forbindelse med en eventuel sag om forældremyndighed, skal jeg råde dig til at tage kontakt til en advokat med speciale i familieret og børnesager. Du kan også læse mere om familieretlige emner på min hjemmeside under www.advokatkromann.dk/brevkasse.

 

Med venlig hilsen

Monica Kromann

Advokat(H)

mk@advokatkromann.dk

Kontakt
KROMANN advokatfirma

Ring 8618 1102 eller udfyld formularen herunder, hvis du ønsker at blive kontaktet af en af vores advokater

Tak for din henvendelse.

Vi kontakter dig hurtigst muligt.

Der skete desværre en fejl under afsendelse af din besked.

Du er velkommen til at ringe på 8618 1102 eller sende en mail til KROMANN advokatfirma i stedet

Emner:

Danske Familieadvokater Advokatkodeks Advokatsamfundet Danske ArveretsAdvokater