Hvad indebærer medmoderskab?
Kære Monica Kromann,
Jeg læste i avisen noget om medmoderskab, og de rettigheder, som følger med. Hvad er det, og hvad indebærer medmoderskab? Findes der også medfaderskab?
Jeg håber du vil besvare mit spørgsmål.
På forhånd tak.
Med venlig hilsen
Avislæseren
Svar:
Kære Avislæseren
Tak for dit spørgsmål til min juridiske brevkasse, som jeg vil besvare i det følgende.
Medmoderskab betyder, at barnet får to retlige forældre – en mor, som er den biologiske mor, og en medmor, som er den kvinde i parforholdet, som ikke er den biologiske mor til barnet.
Medmoderskab giver derfor mulighed for, at begge kvinder betragtes som forældre til barnet fra fødslen.
Et medmoderskab kan kun bestemmes, hvis to kvinder får et barn sammen ved hjælp af assisteret reproduktion (kunstig befrugtning). Graviditet ad anden vej er ikke gyldig, såfremt en kvinde skal have medmoderskab.
Før behandlingen med assisteret reproduktion begynder, skal kvinderne være enige om behandlingen og give skriftligt samtykke hertil. Samtykket skal være givet før selve behandlingen med assisteret reproduktion.
Afhængig af om donoren er anonym eller kendt, skal der benyttes forskellige blanketter til samtykket. Uanset hvilken blanket der udfyldes, skal den afleveres på behandlingsstedet til det sundhedsfaglige personale, som også skal underskrive den.
Når medmoderen er registreret, bliver begge betragtet som forældre til barnet fra fødslen. Dette gælder uanset om moderen og medmoderen er gift, har indgået registreret partnerskab eller er ugifte.
Medmoderskab giver både barnet og medmoderen en række rettigheder og pligter, hvorefter barnet og medmoderen arver fra hinanden, medmoderen har pligt til at forsørge barnet, barnet kan få medmoderens efternavn, medmoderen har del i forældremyndigheden og kan få samvær med barnet. En medmor har derfor samme rettigheder og pligter som en far.
Når medmoderskabet er bestemt, kan det ikke ændres. Højesteret afsagde dom den 12. november 2019 om netop dette. Her ønskede et lesbisk forældrepar, der var gået fra hinanden, at den ene ikke længere skulle være medmor til barnet. Her fastslog Højesteret, at en medmor ikke kan fraskrive sig forældreskabet – ligesom en far ikke kan.
Mens det er muligt at blive registreret som medmor, er det dog ikke helt så ligetil, hvis to mænd får et barn sammen, som oftest sker ved hjælp af en rugemor. Dansk lovgivning giver nemlig kun forældrene to muligheder: far og mor eller mor og medmor. Medfaderskab eksisterer således ikke.
Jeg håber at ovenstående besvarede dit spørgsmål.
Det er muligt at læse flere af mine brevkasseindlæg om familie – og arveretlige problemstillinger på min hjemmeside: www.advokatkromann.dk.
Med venlig hilsen
Monica Kromann
Advokat (H)