Hvad kan jeg gøre for at få samvær med min søn igen?

Kære Monica

Jeg er far til en 5-årig søn, og for nylig tog min ekskone vores søn med på et krisecenter. Hun siger, at hun føler sig truet af mig, men jeg har aldrig været voldelig eller på anden måde udvist aggressiv adfærd.

Hun nægter, at jeg skal have samvær med min søn, og jeg er bange for, at hun helt vil afskære mig fra at have kontakt med ham.

Jeg er meget tæt med min søn, og vi har haft regelmæssigt samvær indtil nu. Jeg har netop set dokumentaren ”Spillet om børnene”, og jeg frygter, at min ekskone måske opdigter eller overdriver sin frygt, for at få mig helt fjernet fra vores søns liv.

Hvad kan jeg gøre for at få samvær med ham igen?

Med venlig hilsen

Martin

 

Samvær

Vi har de bedste advokater og kan repræsentere dig i samværssager i Familieretshuset og i retten

Se mere

Svar:

Kære Martin,

Tak for dit spørgsmål til min juridiske brevkasse, som jeg vil bevare i det følgende.

Når en af forældrene tager et barn med på krisecenter med påstande om vold, kan det desværre være en udfordrende proces at få genetableret samværet med den anden forælder.

Udgangspunktet er, at et barn har ret til samvær med begge forældre, også selvom den ene forælder modsætter sig samværet. Princippet kan dog fraviges i situationer, hvor der er en begrundet frygt for, at samværet ikke vil være til barnets bedste. Dette kunne eksempelvis være grundet en bekymring om vold.

Ansøgning om samvær

Hvis din ekskone nægter dig samvær med din søn, og du ikke kan indgå i en dialog herom, skal du søge om samvær gennem Familieretshuset.

At få en afgørelse om samvær kan dog være en meget langsommelig proces, som oftest vil skulle afgøres ved retten. Jeg ser desværre ofte, at forældre venter på en afgørelse i mere end ét år. Hvis dit samvær med barnet er afbrudt, er det derfor min anbefaling at søge om kontaktbevarende og midlertidig samvær under sagens behandling.

Kontaktbevarende samvær

Hvis samværet mellem dig og din søn er blevet afbrudt, kan du søge om kontaktbevarende samvær ved Familieretshuset.

Kontaktbevarende samvær er en midlertidig samværsløsning, som kan fastsættes af Familieretshuset i tilfælde, hvor den ene forælder er blevet afskåret fra kontakten til barnet. En anmodning om kontaktbevarende samvær skal som udgangspunkt behandles indenfor 4 uger, og det er derfor den hurtigste måde at få genetableret samvær.

Desværre er det min erfaring, at det oftest er meget svært at få etableret kontaktbevarende samvær, hvis den anden forælder har taget ophold på krisecenter med barnet.

Det fremgår af forældreansvarslovens § 29b, at hvis en af forældrene har taget ophold på krisecenter, og det godtgøres at opholdet skyldes vold, så skal der som udgangspunkt ikke fastsættes samvær.

Ved vurdering af dette, vil Familieretshuset lægge vægt på en såkaldt krisecentererklæring, som udarbejdes af krisecenteret. Det problematiske ved dette er, at denne erklæring oftest er baseret udelukkende på den anden forælders forklaringer. Da der efter loven skal lægges afgørende vægt på denne ensidige erklæring, vil der oftest ikke blive fastsat kontaktbevarende samvær, selvom den anden forælder ikke erkender volden, og selvom der ikke forelægger beviser for vold.

Midlertidigt samvær

Kontaktbevarende samvær fastsættes ud fra faste minimumsrammer, som afhænger af barnets alder. Hvis man ønsker samvær i et større omfang end dette, eller hvis en anmodning om kontaktbevarende samvær afvises, kan man i stedet søge om midlertidigt samvær under sagens behandling. En afgørelse om midlertidigt samvær kan tilpasses nærmere til den konkrete situation.

Hvis der er en bekymring for vold, kan det være en god ide at ansøge om midlertidigt overvåget samvær. Oftest vil det være nemmere at få etableret et overvåget samvær, da kontakten til barnet på denne måde kan genetableres uden bekymring for barnets trivsel under samværet.

Et overvåget samvær vil som udgangspunkt blive afholdt ved Familieretshuset under tilstedeværelsen af en børnesagkyndig samt eventuelt en bisidder.

Under et overvåget samvær vil der blive udarbejdet en rapport. Hvis rapporten viser, at barnet under samværet er glad og tryg ved at se den anden forælder, vil dette kunne få afgørende betydning for den endelige afgørelse om samvær.

Samværsafgørelsen

Alle sager om samvær starter ved Familieretshuset. Hvis ikke Familieretshuset kan få jer til at nå til enighed om det endelige samvær, vil sagen blive videresendt til retten, som træffer endelig afgørelse i sagen.

Når der træffes en afgørelse om samvær, vil retten lægge vægt på hensynet til barnets bedste. I den forbindelse vil en eventuel påstand om vold indgå i vurderingen. Retten vil dog lavet en samlet vurdering, som vil inddrage blandt andet udtalelser fra skole/institution, eventuelle underretninger til kommunen, forklaringer fra forældrene med mere. Hvis barnet er omkring skolealderen, vil man også indkalde barnet til en børnesamtale angående samværet.

Retten vil prioritere barnets behov og trivsel, herunder barnets ret til samvær med begge forældre. Hvis din ekskones påstand om vold ikke kan understøttes, eksempelvis gennem bekymringer fra barnets institution eller kommunen, samt hvis barnet ikke selv viser tegn på mistrivel eller giver udtryk for vold, vil der som det klare udgangspunkt blive fastsat samvær.

Anbefaling

Hvis samværet med dit barn er afbrudt, er det min anbefaling, at du reagerer hurtigt, da det kan være svært at få genetableret samværet, hvis der ikke har været samvær med barnet i en længere periode.

Endvidere vil jeg på det kraftigste anbefale, at du søger juridisk rådgivning fra en familieretsadvokat. En advokat kan hjælpe dig med at forstå dine rettigheder, og hjælpe med at ansøge om relevant samvær. Ligeledes vil en advokat kunne fremdrage de vigtigste forhold i sagen, således at eventuelle beskyldninger anfægtes hurtigt.

Jeg håber ovenstående har besvaret dit spørgsmål. Såfremt du har brug for yderligere hjælp eller rådgivning i forbindelse med sagen, er du velkommen til at kontakte KROMANN advokatfirma på tlf. 86181102

Du kan læse flere af mine brevkasseindlæg om familieret, arveret, udlændingeret og mange andre emner på min hjemmeside: https://www.advokatkromann.dk/brevkassen/

Med venlig hilsen

Monica Kromann

Advokat (H)

mk@advokatkromann.dk

 

 

Samvær

Vi har de bedste advokater og kan repræsentere dig i samværssager i Familieretshuset og i retten

Se mere

Familieret

Se mere
Advokat Monica Kromann

KROMANNs juridiske brevkasse

Ønsker du svar på et spørgsmål, der må offentliggøres i juridisk brevkasse, eventuelt i anonymiseret form?

Send dit spørgsmål til kontakt@advokatkromann.dk så vil svaret muligvis blive bragt i den efterfølgende uge. 

Du finder svar på alle publicerede og stillede spørgsmål her i brevkassen.

Vær opmærksom på, at svarene i brevkassen ikke kan erstatte juridisk rådgivning. Læs mere om det ved at klikke her.

God fornøjelse med læsningen!

Kontakt
KROMANN advokatfirma

Ring 8618 1102 eller udfyld formularen herunder, hvis du ønsker at blive kontaktet af en af vores advokater

 

Tak for din henvendelse.

Vi kontakter dig hurtigst muligt.

 

 

 

 

 

Der skete desværre en fejl under afsendelse af din besked.

Du er velkommen til at ringe på 8618 1102 eller sende en mail til KROMANN advokatfirma i stedet