Specialiseret juridisk rådgivning på højeste faglige niveau.
Ring og forklar os om din situation
Vi fører sager i hele landet

KROMANNs juridiske brevkasse

Ønsker du svar på et spørgsmål, der må offentliggøres i juridisk brevkasse, eventuelt i anonymiseret form?

Send dit spørgsmål til kontakt@advokatkromann.dk så vil svaret muligvis blive bragt i den efterfølgende uge. 

Du finder svar på alle publicerede og stillede spørgsmål her i brevkassen.

Vær opmærksom på, at svarene i brevkassen ikke kan erstatte juridisk rådgivning. Læs mere om det ved at klikke her.

God fornøjelse med læsningen!

Spørgsmål:

Hvem modtager vores datters livsforsikring?

Kære Monica Kromann

Vi står i den forfærdelige situation, at vores datter på 35 år er afgået ved døden. Hun efterlod sig en kæreste og to små børn. Parret boede til leje og havde ikke mange penge, men siden vores datter døde ung, kommer der et betydeligt beløb til udbetaling fra hendes livsforsikring. Vores datter har i et testamente bestemt, at halvdelen af arven efter hende skal tilfalde hendes kæreste, og at den anden halvdel skal tilfalde hendes børn.

Vi ønsker svar på, hvem der modtager pengene fra hendes livsforsikring. Er det hendes børn eller hendes kæreste?

Med venlig hilsen
Hanne og Peder

Svar:

Kære Hanne og Peder

Tak for jeres spørgsmål til min juridiske brevkasse, som jeg vil besvare i det følgende.

Forsikringssummer indgår ikke i jeres afdøde datters dødsbo, men kommer til udbetaling uden om boet. Det har derfor som udgangspunkt ingen betydning for forsikringssummen, at jeres datter har oprettet et testamente.

Til hvem jeres datters forsikringer udbetales, afhænger af hvad der følger af hendes forsikringsaftale. Hvis jeres datter har lavet en aftale med forsikringsselskabet om, at hendes forsikringer skal tilfalde en bestemt person i tilfælde af hendes død, følges denne aftale. Dette vil sige, at jeres datter selv har haft mulighed for at aftale med hendes forsikringsselskab, hvem hun ønskede at begunstige. Har jeres datter f.eks. indsat hendes kæreste som begunstiget, udbetales beløbet til ham.

Hvis jeres datter ikke har indsat en begunstiget, tilfalder hendes forsikringer hendes ”nærmeste pårørende”, jf. forsikringsansvarslovens § 105 b.

Reglerne, for hvem der anses for jeres datters ”nærmeste pårørende”, blev lavet om fra 2008. Det er derfor væsentligt, hvornår jeres datter oprettede hendes livsforsikring, og om aftalen er blevet ændret siden da.

Såfremt jeres datter har oprettet eller ændret sine forsikringsaftaler efter den 1. januar 2008, fremgår det af forsikringsansvarslovens § 105 a, at hendes ”nærmeste pårørende” er hendes kæreste, da de boede sammen, og da de har fælles børn.

Såfremt jeres datter har oprettet sine forsikringsaftaler før den 1. januar 2008 og ikke efter denne dato har ændret aftalerne, anses hendes to børn dog i stedet for hendes nærmeste, hvorfor beløbet tilfalder dem.

Bestemmelserne, om hvem der er afdødes ”nærmeste pårørende”, er alene fortolkningsregler, hvorfor andet kan følge af omstændighederne. Der er f.eks. set sager, hvor afdødes ”nærmeste pårørende” efter loven ikke har haft kontakt til afdøde i 25 år, hvorfor forsikringssummen ikke udbetales til dem. Dette kræver dog, at helt særlige omstændigheder foreligger, hvorfor dette ikke kan komme på tale vedrørende jeres datters forsikringer.

Jeg håber, at ovenstående besvarede jeres spørgsmål. Hvis I ønsker yderligere rådgivning eller hjælp, er du naturligvis velkommen til at kontakte KROMANN advokatfirma.

Du kan læse flere brevkasseindlæg om familie- og arveretlige problemstillinger på min hjemmeside:

www.advokatkromann.dk/brevkasse.

 

Med venlig hilsen

 

Monica Kromann
Advokat (H)
mk@advokatkromann.dk

 

 

 

Kontakt
KROMANN advokatfirma

Ring 8618 1102 eller udfyld formularen herunder, hvis du ønsker at blive kontaktet af en af vores advokater

Tak for din henvendelse.

Vi kontakter dig hurtigst muligt.

Der skete desværre en fejl under afsendelse af din besked.

Du er velkommen til at ringe på 8618 1102 eller sende en mail til KROMANN advokatfirma i stedet

Emner:

Danske Familieadvokater Advokatkodeks Advokatsamfundet Danske ArveretsAdvokater