Min kunde vil ikke betale, hvad gør jeg?
Hej Monica,
Jeg driver en mindre virksomhed, og jeg har for første gang en kunde, der ikke betaler sin regning. Jeg har sendt en påmindelse og et par rykkere, men kunden svarer ikke. Jeg føler mig frustreret og usikker på, hvordan jeg får mine penge. Jeg har hørt om betalingspåkrav, men ved faktisk ikke ret meget om det. Hvordan fungerer betalingspåkrav i praksis, og hvad er fordelene ved at få professionel hjælp i sådan en sag?
Jeg ser frem til at høre fra dig.
Med venlig hilsen
Gitte
Gældsinddrivelse og inkasso
Står du med problematisk skyldner, hjælper vores advokater dig med at få dine penge.
Se mereSvar:
Kære Gitte,
Mange tak for dine spørgsmål til min juridiske brevkasse, som jeg vil besvare i det følgende.
Det er en meget almindelig og frustrerende situation for mange mindre virksomheder, når en kunde udebliver fra betaling. Hvis kunden ikke reagerer eller afviser at betale, er betalingspåkravet et stærkt og effektivt middel til at få inddrevet gælden.
Et betalingspåkrav er en procedure, hvor man anmoder fogedretten om at inddrive det skyldige beløb. Det fungerer som et alternativ til en almindelig retssag og er ofte både hurtigere og mindre omkostningsfuldt. Det er vigtigt, at du har din dokumentation i orden, inden du sender et betalingspåkrav. Det vil sige, at du skal kunne bevise, at kunden skylder dig pengene, hvilket normalt sker gennem en faktura, kontrakt eller anden korrespondance. Yderligere skal du have dokumentation på de rykkere, du har sendt. Et betalingspåkrav giver særligt mening, når du allerede har forsøgt at kontakte kunden uden resultat.
I praksis indsender man et betalingspåkrav til retten, hvor du skal oplyse, hvad kravet handler om, hvem kunden er, og hvad du har gjort for at få pengene. Når fogedretten har modtaget betalingspåkravet, foreligger de kravet for skyldneren, der herefter har 14 dage til at komme med indsigelser mod dit krav. Hvis skyldner ikke kommer med indsigelser inden for de 14 dage, får betalingspåkravet det, der kaldes en 2. påtegning. Dette betyder, at kravet får samme virkning som en dom, og at dit krav nu har en forældelsesfrist på 10 år.
Herefter vil sagen typisk blive fulgt op med et møde i fogedretten, hvor skyldner bliver indkaldt med henblik på at afdække mulighederne for betaling f.eks. ved at indgå en afdragsordning. Hvis skyldner ikke kan betale dit tilgodehavende, kan fogedretten foretage udlæg i f.eks. skyldners bil, bankkonti eller andre værdier. Hvis skyldner derimod gør indsigelse mod dit krav, stopper betalingspåkravsprocessen, og sagen overgår til en almindelig retssag, hvor en dommer skal afgøre, om du har ret til pengene.
Selvom det teknisk set er muligt selv at udfylde og indsende et betalingspåkrav til fogedretten, kan det i praksis være en god idé at få involveret en advokat. Et betalingspåkrav skal være korrekt udarbejdet, og selv små fejl kan føre til en afvisning. Derudover skal du som udgangspunkt selv møde op i fogedretten, hvis du ikke har en advokat med på sagen. En advokat kan hjælpe dig med at sikre, at betalingspåkravet bliver korrekt udformet og indsendt, og kan kommunikere med både retten og skylder på dine vegne. Ligeledes kan en advokat hjælpe med at tage udlæg i skyldners aktiver, hvis betalingen udebliver, og følge op, hvis skyldner stadig ikke betaler dig.
Jeg håber, at ovenstående besvarede dine spørgsmål. Hvis du ønsker hjælp til udarbejdelse og indsendelse af et betalingspåkrav eller har yderligere spørgsmål, er du velkommen til at kontakte KROMANN advokatfirma på 86 18 11 02 eller på mail kontakt@advokatkromann.dk.
Du kan læse flere brevkasseindlæg om inkasso, og mange andre emner på min hjemmeside: www.advokatkromann.dk/brevkassen/.
Med venlig hilsen
Monica Kromann
Advokat (H)
mk@advokatkromann.dk
Gældsinddrivelse og inkasso
Står du med problematisk skyldner, hjælper vores advokater dig med at få dine penge.
Se mere