Skal jeg betale købers værkstedsregning?
Kære Monica Kromann
Jeg solgte for nogle måneder siden min brugte bil til en privatperson. Bilen havde kørt en del kilometer, men den kørte fint, da den blev solgt. Køberen prøvekørte bilen før handlen og havde mulighed for at få den undersøgt nærmere. I salgsannoncen skrev jeg, at bilen blev solgt som beset.
Nu har køberen kontaktet mig, fordi motorlampen er begyndt at lyse, og bilen mister kraft under kørsel. Et værksted har oplyst, at der kan være tale om en fejl ved motoren, og køberen kræver, at jeg betaler værkstedsregningen eller giver et afslag i prisen.
Skal jeg betale købers værkstedsregning, selv om jeg ikke kendte til det påståede problem, og køberen først fremsætter sit krav flere måneder efter salget?
Med venlig hilsen
Peter
Køberet
Uanset om du er køber eller sælger, kan vi rådgive dig om handel med varer og tjenesteydelser
Se mereSvar:
Kære Peter
Tak for dit spørgsmål til min juridiske brevkasse, som jeg vil besvare i det følgende.
Er der tale om et køb omfattet af købeloven og i givet fald et privatkøb?
Da både du og køberen er privatpersoner, og bilen er solgt uden for dit erhverv, er der tale om et privatkøb. Købelovens regler gælder, men de kan som udgangspunkt fraviges ved aftale. Derfor er købsaftalen, salgsannoncen og jeres beskeder særligt vigtige.
Har du før handlen oplyst om et bestemt problem, et forventet reparationsbehov eller en defekt del, vil det normalt tale imod, at køberen senere kan gøre netop dette forhold gældende som en mangel.
Hvad betyder det, at bilen er solgt “som beset”?
Ved private handler bruges formuleringen “købt som beset” ofte. Formuleringen har ikke en helt fast, selvstændig betydning. Den skal fortolkes sammen med resten af aftalen og de oplysninger, der er givet om bilen. Den vil typisk understøtte, at køberen har overtaget risikoen for almindeligt slid, alder og fejl, som køberen kunne konstatere ved en sædvanlig gennemgang af bilen.
Formuleringen fritager imidlertid ikke uden videre sælgeren for ethvert ansvar. Det kan have afgørende betydning, hvis sælgeren har afgivet urigtige oplysninger, har tilsikret en bestemt egenskab eller svigagtigt har tilbageholdt oplysninger om en kendt fejl. Det beror derfor altid på en konkret vurdering af aftalen og omstændighederne ved salget.
Har bilen en mangel?
Det er ikke enhver fejl, der opstår efter et privat bilsalg, som sælgeren hæfter for. Det afgørende er som udgangspunkt, om bilen led af en mangel, da den blev overgivet til køberen. At der viser sig en motorfejl flere måneder efter købet, er derfor ikke i sig selv tilstrækkeligt til, at du skal betale købers værkstedsregning.
Ved vurderingen vil det blandt andet have betydning, hvad der var aftalt om bilens stand, bilens alder, kilometerstand, pris og almindelige vedligeholdelsesbehov. Det vil også have betydning, hvilke oplysninger du gav køberen inden handlen, og om der var tegn på problemet ved prøvekørslen eller ved en undersøgelse af bilen.
Købers undersøgelse af bilen
Har køberen undersøgt bilen før købet, eller har køberen uden rimelig grund undladt at efterkomme en opfordring til at undersøge den, kan køberen som udgangspunkt ikke senere påberåbe sig fejl, som burde være opdaget ved undersøgelsen. Det gælder dog ikke, hvis sælgeren har handlet svigagtigt. Prøvekørsel, servicebog, synsrapporter og eventuel værkstedsundersøgelse kan derfor få betydning.
Har køberen reklameret rettidigt?
Køberen skal reklamere uden ugrundet ophold, efter at køberen har opdaget eller burde have opdaget fejlen. Venter køberen for længe med at gøre kravet gældende, kan retten til at påberåbe sig manglen bortfalde.
Der gælder som udgangspunkt også en absolut reklamationsfrist på to år fra bilens overgivelse. Det betyder, at en reklamation nogle måneder efter købet ikke nødvendigvis er for sen. Køberen skal dog fortsat kunne godtgøre, at der forelå en mangel på tidspunktet for salget, og at der er reklameret rettidigt efter, at forholdet blev eller burde være blevet opdaget.
Hvad bør du gøre?
Er der uenighed om, hvorvidt der forelå en mangel ved salget, eller om hvad der er aftalt mellem jer, kan det være en god idé at antage en advokat. En advokat kan vurdere, om købers krav har et tilstrækkeligt grundlag, og bistå med at finde en løsning, før sagen eventuelt ender i retten.
Jeg håber, at ovenstående besvarede dit spørgsmål. Såfremt du ønsker yderligere rådgivning eller bistand, er du naturligvis velkommen til at kontakte KROMANN advokatfirma. Vi kan kontaktes på telefonnummer 86 18 11 02 eller på mail kontakt@advokatkromann.dk.
Du kan læse flere af mine brevkasseindlæg om køberet og mange andre emner på min hjemmeside: https://www.advokatkromann.dk/brevkassen/
Med venlig hilsen
Monica Kromann
Advokat (H)
mk@advokatkromann.dk
Køberet
Uanset om du er køber eller sælger, kan vi rådgive dig om handel med varer og tjenesteydelser
Se mere