Hvor længe er min kærestes visum gyldigt i Danmark?
Kære KROMANN advokater
Min kæreste fra Thailand har netop ved ansøgning opnået visum til privatbesøg hos mig i Danmark.
I min kærestes visum er imidlertid angivet både en gyldighedsperiode og opholdets varighed, som ikke tidsmæssigt stemmer overens. Vi er derfor forvirrerede over, hvor længe hun må blive i Danmark.
Ved du, hvad forskellen på gyldighedsperioden og opholdets varighed er?
Jeg håber, at I kan besvare mit spørgsmål.
Med venlig hilsen
Dennis
Udlændingeret
Se mereSvar:
Kære Dennis
Mange tak for dit spørgsmål til vores juridiske brevkasse.
Et visum til privatbesøg eller turistbesøg i Danmark giver normalt en udlænding ret til ophold i hele Schengenområdet (omfatter 29 europæiske lande) i op til 90 dage inden for en periode på 180 dage.
Udlændingen kan bruge de 90 dage i sammenhæng eller dele de tildelte dage op i flere ophold, afhængigt af det antal indrejser, udlændingen er tildelt i visummet.
Visummet indsættes i udlændingens pas i form af en såkaldt visumsticker. Som du selv skriver, indeholder visummet både en gyldighedsperiode og en opholdsperiode.
Gyldighedsperioden er den periode, hvori visummet er gyldigt, det vil sige, at udlændingen ikke må opholde sig i Schengenområdet uden for de to angivne datoer. Opholdets varighed er derimod det antal dage, udlændingen må opholde sig i Schengenområdet inden for gyldighedsperioden, som typisk er længere end opholdets varighed. Udlændingen kan således ikke blive i Schengenområdet, herunder Danmark, fra den ene dato til den anden, i det tilfælde gyldighedsperioden er længere end de tildelte dage.
Både indrejsedagen og udrejsedagen indgår i beregningen af hvor mange dage, udlændingen har opholdt sig i Schengenområdet, og disse dage skal ligge inden for gyldighedsperioden.
Overskrider udlændingens ophold gyldighedsperioden og/eller de tilladte dage, pålægges udlændingen som udgangspunkt en karensperiode på 3 eller 5 år, alt afhængig af hvor stor overskridelsen er. Det betyder, at udlændingen ikke kan tildeles et visum i karensperioden.
Udlændingen pålægges imidlertid ikke en karensperiode, hvis udlændingen godtgør, at overskridelsen af det tidsrum, der er angivet i det udstedte visum, skyldes omstændigheder, der ikke kan lægges udlændingen til last, for eksempel trafikforsinkelser, flystrejke eller alvorlig sygdom. Det samme gælder, hvis der foreligger ganske særlige grunde, herunder hvis en afskæring af udlændingens muligheder for at få visum vil udgøre en åbenbart uforholdsmæssig reaktion i forhold til udlændingens overskridelse af det udstedte visums gyldighed. Det vil typisk være tilfældet, hvis en nægtelse af at tildele visum får store konsekvenser for en tredjeperson.
Hovedreglen om, at en overskridelse medfører, at udlændingen pålægges en karensperiode, er således ikke helt undtagelsesfri. Vi anbefaler dog, at udlændingen altid holder styr på, hvor mange dage den pågældende har været i Schengenområdet, således en eventuel karensperiode undgås.
Vi skal i det hele henvise til vores skriv om kort ophold /visum på vores hjemmeside, https://www.advokatkromann.dk/specialer/udlaendingeret/kort-ophold-visum/, for mere information om visum til turistbesøg eller privatbesøg.
Vi håber, at ovenstående besvarede dit spørgsmål. Hvis du ønsker yderligere rådgivning, er du velkommen til at kontakte KROMANN advokatfirma, som har speciale i blandt andet udlændingeret.
Du kan læse flere brevkasseindlæg på vores hjemmeside:
www.advokatkromann.dk/brevkassen/
Med venlig hilsen
Monica Kromann
Advokat (H)
mk@advokatkromann.dk