Hvordan opnår min søn, som er født udenfor Danmark, dansk statsborgerskab, når jeg er dansk statsborger?
Kære Monica,
Jeg er dansk statsborger, men har i de seneste mange år været bosat i Japan. Min japanske kæreste og jeg fik barn tidligere i år, som vi gerne vil have dansk statsborgerskab til.
Jeg er dog kommet i tvivl om, hvorvidt det er muligt. En af mine kammerater her i Japan, som også er dansk statsborger, har ikke kunne få dansk statsborgerskab til sin datter, der ligesom min søn er født i Japan. Kan det virkelig være sådan, at min søn heller ikke kan få dansk statsborgerskab?
Jeg håber, at du vil besvare vores spørgsmål.
Venlig hilsen
Torben
Dansk statsborgerskab
Vi giver dig overblik over hvilke betingelser, du skal opfylde, når du søger om statsborgerskab.
Se mereSvar:
Kære Torben,
Mange tak for dit spørgsmål.
Om et barn automatisk erhvervede dansk statsborgerskab ved fødslen, afhænger af den gældende indfødsretslovgivning på fødselstidspunktet.
Ud fra det, du skriver, formoder jeg, at din kammerats datter er født i perioden 1. februar 1999 til og med 20 juni 2014. I denne periode gjaldt der andre regler. Børn født i udlandet af en dansk far og en udenlandsk mor fik kun automatisk dansk statsborgerskab ved fødslen, hvis forældrene var gift på fødselstidspunktet. Hvis forældrene ikke var gift, og det kun var faderen, der var dansk statsborger, fik barnet ikke automatisk dansk statsborgerskab, medmindre barnet blev født i Danmark.
På baggrund af dit spørgsmål formoder jeg, at din kammerats datter ikke fik dansk statsborgerskab, fordi hun var født i udlandet af ugifte forældre, hvor kun faderen var dansk statsborger. Datteren er formentlig under 18 år, hvilket betyder, at din kammerat stadig har mulighed for at opnå dansk statsborgerskab til hende, hvis han indgår ægteskab med hendes mor, inden datteren fylder 18 år.
Disse regler blev dog ændret med virkning fra 1. juli 2014, og igen med yderligere præciseringer fra 1. februar 2020. Efter disse ændringer gælder det nu, at et barn først den 1. juli 2014 eller senere automatisk får dansk statsborgerskab ved fødslen, såfremt mindst en af forældrene er dansk statsborger. Det har nu ingen betydning, om det er moren eller faren, der er dansk statsborger, eller om forældrene er gift på fødselstidspunktet. Reglerne gælder ligeledes uanset, om barnet er født i Danmark eller i udlandet.
Det betyder, at dit barn, som er født tidligere i år, automatisk erhverver dansk statsborgerskab ved fødslen, selvom fødslen fandt sted i Japan, og selvom du og barnets mor ikke er gift.
Den automatiske erhvervelse af dansk statsborgerskab ved fødslen er dog betinget af, at hverken du eller din kæreste har givet afkald på jeres søns danske statsborgerskab.
Det har siden 2015 været muligt at have dobbelt statsborgerskab i Danmark. Det betyder, at man kan have både dansk og et andet statsborgerskab uden at miste det danske. Det gælder også for børn, der får dansk statsborgerskab ved fødslen. Men det kræver, at det pågældende land også tillader, at man har to statsborgerskaber på samme tid.
22-års reglen
I visse situationer kan din søn miste hans danske statsborgerskab ved det fyldte 22. år. Personer født i udlandet, som ikke har haft ophold eller fast bopæl i Danmark, er underlagt særlige betingelser for at kunne bevare deres danske statsborgerskab. Disse betingelser gennemgås i et af vores tidligere brevkasse-indlæg med titlen:
”Hvordan kan jeg sikre mit danske statsborgerskab?”.
Indlægget kan findes på vores hjemmeside: www.advokatkromann.dk/brevkasse
Jeg håber, at ovenstående besvarede dit spørgsmål. Hvis du ønsker yderligere rådgivning eller bistand i forbindelse med din søns danske statsborgerskab, er I velkommen til at kontakte KROMANN advokatfirma.
Du kan læse flere brevkasseindlæg om udlændingeret og mange andre emner på min hjemmeside: www.advokatkromann.dk/brevkasse
Med venlig hilsen
Monica Kromann
Advokat (H)
mk@advokatkroman.dk
Dansk statsborgerskab
Vi giver dig overblik over hvilke betingelser, du skal opfylde, når du søger om statsborgerskab.
Se mere