Kan jeg få min ægtefælle til Danmark?

Kære Monica

 

Forrige måned blev jeg gift med min vietnamesiske kone i Vietnam. Jeg er dansk statsborger og har boet i Danmark hele mit liv. Jeg ønsker, at hun kommer til Danmark og bor sammen med mig.

Hvad er betingelserne for, at hun kan få lov til at flytte til Danmark?

Jeg håber, at du vil besvare mit spørgsmål.

 

Med venlig hilsen

Jesper

 

Familie- sammenføring

Vores advokater er nogle af de mest erfarne til at hjælpe dig med ansøgning om familiesammenføring.

Se mere

Svar:

Kære Jesper

 

Tak for dit spørgsmål til min juridiske brevkasse, som jeg vil besvare i det følgende.

 

For at opnå ægtefællesammenføring i Danmark skal en række betingelser være opfyldt. I det følgende vil jeg overordnet gennemgå disse betingelser.

For det første er det en betingelse for ægtefællesammenføring, at I har et gyldigt ægteskab. Dette indebærer, at ægteskabet skal være indgået efter reglerne i det land, hvor vielsen har fundet sted, og at forholdene omkring det ikke må stride mod grundlæggende danske retsprincipper. Sidstnævnte betyder:

  • Begge parter skal fysisk have været til stede under vielsen.
  • Ægteskabet må ikke være indgået ved stedfortræder.
  • Begge parter skal være fyldt 18 år på tidspunktet for vielsen.

 

Dernæst skal Udlændingestyrelsen vurdere, at jeres ægteskab er indgået efter jeres eget ønske. Herudover er det en betingelse, at begge ansøgere er over 24 år, ligesom ægteskabet ikke udelukkende må være indgået med det formål at opnå opholdstilladelse for den udeboende person i Danmark.

Ud over disse krav, skal I som ægtefæller tilsammen opfylde integrationskravet. Integrationskravet indebærer, at I tilsammen skal opfylde fire ud af seks betingelser. Heraf er en af betingelserne obligatorisk.

For at opfylde den obligatoriske betingelse skal du enten have bestået Dansk 3, hvilket svarer til at have bestået dansk i folkeskolen, eller have gennemført en danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau. Alternativt kan betingelsen ligeledes opfyldes ved, at du i mindst 5 år har været i ordinær fuldtidsbeskæftigelse eller har udøvet selvstændig erhvervsvirksomhed i Danmark, hvor du i væsentlig grad har kommunikeret på dansk.

 

Herudover skal I tilsammen opfylde minimum tre af de følgende fem betingelser:

  • Du skal have arbejdet i Danmark i mindst 5 år.
  • Du skal have en uddannelse på minimum 6 år, hvoraf mindst 1 år skal være ud over folkeskolen.
  • Din ægtefælle skal have enten danskkundskaber eller engelskkundskaber på et forholdsvist højt niveau.
  • Din ægtefælle skal have arbejdet i mindst 3 år af de seneste 5 år.
  • Din ægtefælle skal have bestået et uddannelsesforløb af mindst 1 års varighed.

 

Ud over integrationskravet er det også en betingelse, at din ægtefælle har været lovligt i Danmark minimum én gang.

Der er også krav til din boligs beliggenhed og størrelse, ligesom du skal være bosat i Danmark og være selvforsørgende. Desuden skal du stille en økonomisk sikkerhed, som i 2025 lyder på kr. 59.052,00,-. Derudover må du ikke være dømt for vold mod en tidligere ægtefælle eller samlever, og du skal underskrive en erklæring om, at du vil deltage aktivt i din ægtefælles integration.

Hvis I tildeles ægtefællesammenføring, er det et krav, at din ægtefælle skal bestå to danskprøver. Den første danskprøve skal være bestået senest 6 måneder efter, at der er givet opholdstilladelse, og den anden prøve skal være bestået senest 9 måneder efter, at der er givet opholdstilladelse.

Ovenstående er blot en meget overordnet gennemgang af de mange betingelser, som skal være opfyldt for at kunne få ægtefællesammenføring. Det kan være svært selv at finde rundt i de mange betingelser samt vurderer, hvorvidt disse betingelser er opfyldt. Det er desuden muligt at fravige nogle af betingelserne under særlige omstændigheder. Det er derfor min klare anbefaling, at du kontakter en advokat, som kan uddybe de enkelte betingelser og vurdere, om disse er opfyldt. En advokat kan desuden bistå med udarbejdelsen af ansøgningen og varetage korrespondancen med Udlændingestyrelsen.

 

KROMANN advokatfirma har mange års erfaring indenfor udlændingeområdet og har hjulpet adskillige familier med at få ægtefællesammenføring i Danmark. Såfremt du ønsker bistand eller rådgivning i forbindelse med din ansøgning om ægtefællesammenføring, er du meget velkommen til at kontakte KROMANN advokatfirma på telefonnummer: 86 18 11 02 eller på mail: kontakt@advokatkromann.dk.

Du kan læse flere af mine brevkasseindlæg om blandt andet udlændingeret, erstatningsret, strafferet, familie- og arveretlige emner på min hjemmeside: www.advokatkromann.dk/brevkassen/.

 

Med venlig hilsen

 

Monica Kromann

Advokat (H)

mk@advokatkromann.dk

 

Familie- sammenføring

Vores advokater er nogle af de mest erfarne til at hjælpe dig med ansøgning om familiesammenføring.

Se mere

Udlændingeret

Familiesammenføring, asyl, statsborgerskab og opholdstilladelse

Se mere
Advokat Monica Kromann

KROMANNs juridiske brevkasse

Ønsker du svar på et spørgsmål, der må offentliggøres i juridisk brevkasse, eventuelt i anonymiseret form?

Send dit spørgsmål til kontakt@advokatkromann.dk så vil svaret muligvis blive bragt i den efterfølgende uge. 

Du finder svar på alle publicerede og stillede spørgsmål her i brevkassen.

Vær opmærksom på, at svarene i brevkassen ikke kan erstatte juridisk rådgivning. Læs mere om det ved at klikke her.

God fornøjelse med læsningen!

Kontakt
KROMANN advokatfirma

Ring 8618 1102 eller udfyld formularen herunder, hvis du ønsker at blive kontaktet af en af vores advokater.

Tak for din henvendelse.

Vi kontakter dig hurtigst muligt.

Der skete desværre en fejl under afsendelse af din besked.

Du er velkommen til at ringe på 8618 1102 eller sende en mail til KROMANN advokatfirma i stedet.